Det er »mana fra himmelen« for diktatorer som Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping, når Donald Trump udtaler, at han ikke kan afvise at bruge militær magt for at besidde Grønland.

Det er den kontante dom fra en førende ekspert, som er rystet over de seneste dages hændelser.

»Selv før de seneste udtalelser fra Trump om Grønland var den kommende amerikanske præsident begyndt at tale på den måde, som Putin længe har talt om Ukraine.«

»Mange strateger og embedsmænd må ryste på hovedet,« siger den pensionerede australske general Mick Ryan i et interview med B.T.

Han følger globale og militære udviklinger tæt.

Og selv så langt væk som Australien er Donald Trumps udtalelser om, at han ikke kan afvise at bruge militær magt til at tage Grønland, nået hen og har vakt stor opsigt.

Når Mick Ryan hører, hvad Donald Trump siger om Grønland, så får han direkte mindelser til mere autoritære ledere, som vestlige statsoverhoveder normalt ikke ønsker sammenligning med.

»Det her hjælper Putin, det hjælper Xi og det hjælper Kim Jong-un i Nordkorea,« siger Mick Ryan og fortsætter:

Det er lige før Ruslands præsident Putin og Kinas præsident Xi kan finde champagne frem efter de seneste udtalelser fra Trump om Grønland, mener ekspert.
Det er lige før Ruslands præsident Putin og Kinas præsident Xi kan finde champagne frem efter de seneste udtalelser fra Trump om Grønland, mener ekspert. Foto: Alexander Zemlianichenko/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er præcis den tankegang, som Putin har over for en række af Ruslands nabolande som Ukraine og Georgien. Og det er præcis den tankegang, Xi Jinping har omkring Taiwan – at det er områder, man bare kan tage,« siger Mick Ryan.

Og den pointe er den danske militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet enig i, fortæller han til B.T.

»Det her minder meget om den retorik, Putin har brugt om Ukraine ved at sige, at de ikke er en rigtig nation,« siger han.

Hvis der er nogen, som mener, at Donald Trumps udtalelser om Grønland blot er en omgang sludder eller tankespin til et pressemøde, så kan man godt begynde at vågne op, fortæller Mick Ryan.

Donald Trumps udtalelser om Grønland må vække glæde hos Putin og Xi, mener ekspert.
Donald Trumps udtalelser om Grønland må vække glæde hos Putin og Xi, mener ekspert. Foto: Jeenah Moon/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

I den sammenhæng kommer han med en opsigtsvækkende sammenligning.

»Selvom Trump siger mange tilfældige ting på sådan et pressemøde som den anden dag, så bliver man nødt til at tage ham seriøst. Mange tog ikke Putin seriøst i 00erne og de tidlige 10ere, og se bare, hvad der skete siden,« siger Mick Ryan.

Trumps udtalelser er da også blevet bemærket flere steder i Europa.

Blandt andet har den afgående tyske forbundskansler Olaf Scholz udtalt, at »princippet om vores grænsers ukrænkelighed gælder alle lande, uanset om de ligger øst eller vest for os«.

Den franske udenrigsminister er endnu mere konkret:

»Tror vi, at USA vil invadere Grønland? Svaret er 'nej', men tror vi, at vi går ind i en periode, hvor den stærkeste bestemmer, så er svaret 'Ja',« siger Jean-Noël Barrot.

I Australien har chokket over Trumps udtalelser heller ikke lagt sig. Og samtidig har jublen formentlig heller ikke lagt sig steder som Pyongyang, Beijing og Moskva, lyder analysen.

»Putin og Xi må sidde og klappe i hænderne. Det er mana fra himmelen for dem,« siger Mick Ryan.