Et verdensomspændende »økonomisk ragnarok« lyder som et voldsomt skrækscenarie eller en beskrivelse af finanskrisen i 2008.

Men det er netop det udtryk, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach bruger om, hvad der kan ske, hvis USAs præsident, Donald Trump, realiserer sine handels- og toldtrusler mod Europa.

EU-Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, sagde i sin State of the Union-tale onsdag, at EU vil »åbne døren for, at Canada kan blive det første associerede medlem af EU.«

Det fik Donald Trump til at true med »meget voldsomme toldsatser« eller »at stoppe samhandlen med Europa,« hvis han vurderer EUs samarbejde med Canada som en fjendtlig handling. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Derek Beach understreger, at han slet ikke kan se en verden, hvor et fuldstændigt handelsstop mellem USA og Europa kunne ske.

»Det er et usandsynligt scenario, men med Trump er det svært at forudsige, hvad han kommer til at gøre, særligt hvis han er desperat. Man havde heller ikke regnet med, at han ville true Grønland,« siger han.

Spørger man eksperten ind til truslen om den høje toldsats, er svaret et smule andet. 

Ifølge ham ville handlen bremses kraftigt, hvis Donald Trump pålagde en voldsom toldsats, som ville kunne føre til at handlen gik helt i stå.

Der er dog også godt nyt fra Derek Beach:

»Det (red. pålægge en voldsom toldsats) kan han ikke gøre på lovlig vis.« 

Den dansk-amerikanske professor forklarer, at Trump godt kan sætte undersøgelser i gang af bestemte produkter, der allerede er underlagt told, men at der er grænser for, hvor langt han kan gå.

»På grund af amerikansk højesteret kan Trump ikke pludselig bestemme, at der skal være en toldsats på alle europæiske varer på over 100 procent, som han gjorde det i Kina sidste år,« forklarer han. 

Hvis Trump alligevel indførte meget høje toldsatser på europæiske varer, kunne konsekvenserne blive dramatiske.

»Hvis Trump valgte at indføre voldsomme toldsatser på europæiske varer, ville det umuliggøre det meste af handlen. Trump ville også risikere, at republikanske senatorer og den republikanske kongres blev nødt til at fjerne ham for en klokkeklar ulovlig handling,« siger Derek Beach. 

»En toldsats på for eksempel 100 procent på alle varer i Europa ville betyde, at aktie- og obligationsmarkedet ville kollapse. Amerikanske obligationsaktiver ville falde så meget i værdi, at det ville skabe et økonomisk ragnarok,« fortsætter han.

Ifølge Beach ville det økonomiske kollaps i USA hurtigt kunne brede sig til Europa og resten af verden på grund af den omfattende samhandel.

Samtidig ser han Trumps mange voldsomme udmeldinger som et tegn på, at præsidenten er desperat.

»Trump er vant til at være en bølle. Han har en grundlæggende livsfilosofi om, at hvis man bare tror på noget og handler på det, så kan det lade sig gøre, selv hvis det er noget urealistisk. Det er lykkedes for ham flere gange.«

Derek Beach mener samtidig, at Trumps rådgivere, som han kalder for »ja-sigere«, er med til at fastholde ham i en virkelighed, hvor han i mindre grad bliver mødt af kritik.