Dommen over Donald Trump har været benhård.
Eksperter i både ind- og udland forstår ganske enkelt ikke, hvad det er, der foregår.
Efter blot tre døgn var den amerikanske præsident udskrevet fra sygehuset, hvilket fik en dansk ekspert til at undre sig.
»Det sker aldrig, at man udskriver folk så tidligt,« sagde Jens Lundgren, overlæge og professor ved Rigshospitalet, til Ritzau og uddybede:
»Jeg ville være bekymret for hans sundhedstilstand i øjeblikket.«
Det kan potentielt være altafgørende for Donald Trumps præsidentskab, hvordan hans sygdom udvikler sig de kommende dage.
Det vurderer B.T.s USA-ekspert, Annegrethe Rasmussen, chefredaktør hos POV International.
»Hvis han skal tilbage på hospitalet igen, så er han færdig. Så kan han ikke komme tilbage i valgkampen,« siger hun.

»Hvis han virkelig er rask, og han ikke skal på hospitalet igen, så er det hans bedste bud på at indhente Biden. Der er mange af dem, der overvejer at stemme på ham, der godt kan lide, at de ved, hvor de har ham,« siger Annegrethe Rasmussen.
Men lige netop når det kommer til Trumps coronavirussygdom, ved man umiddelbart ikke, hvor man har præsidenten.
På sociale medier har Trump selv meldt, at han har det godt. Blandt andet har han sagt, at han føler sig bedre, end han gjorde 'for 20 år siden'.
Men det kan langtfra udelukkes, at Donald Trump kan få et tilbagefald.

I sine dage på Walter Reed-hospitalet modtog præsidenten en række behandlinger, som umiddelbart bør medføre, at han kommer i bedring. Når og hvis de behandlinger fortager sig, kan tilbagefaldet ske.
Det fortalte USA's førende epidemiolog, dr. Anthony Fauci, tidligere på ugen til CNN:
»Jeg er ikke involveret i behandlingen af ham (præsident Trump, red.). Men han er stadig så tidligt i sin sygdom, at det ikke er en hemmelighed, når man ser på andre, der har kæmpet med sygdommen i fem til otte dage, at de kan få tilbagefald,« lød det fra Fauci.
Samtidig kan noget af den behandling, han fik, have markante bivirkninger, som man ikke kender ret meget til.
Det skyldes, at et antistof, som præsidenten eksempelvis modtog tidligt i sin behandling, ikke er testet færdigt.
Netop Jens Lundgren er en af verdens førende eksperter på netop det monoklonat-antistof, som Trump modtog.
»Det skulle han bare ikke have haft og slet ikke som det første,« siger Jens Lundgren, der henviser til de potentielle bivirkninger, som behandlingen kan have, til Berlingske.
Han har selv fulgt med i præsidentens tur ind og ud af hospitalet.

Og ikke mindst Trumps triumferende tilbagevenden til Det Hvide Hus får hårde ord med fra Jens Lundgren.
»Man kan se på de billeder, der kom ud i nat (natten til i går, red.), hvor han går op ad en trappe og helt åbenlyst bliver stakåndet. Man kan se, at han gisper efter vejret,« siger Jens Lundgren til mediet.
På den demokratiske del af det politiske spektrum har der været stor forundring over måden, der er blevet kommunikeret fra Det Hvide Hus' side.
Og der bliver spekuleret hyppigt, om Trump i virkeligheden er mere syg, end Det Hvide Hus har ønsket at vise. Det har ført til yderligere spekulation, at Trumps læger har erkendt, at man underspillede præsidentens sygdom.
Blandt andet har en video af præsidenten fået en del omtale og mange delinger på sociale medier, da mange mener, at et host er redigeret ud.
Og det kommer ikke bag på Peter Viggo Jakobsen. Han er lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.
»Det er meget sandsynligt, at man har redigeret den video, så hans host ikke kommer med. De redigerer jo helt vildt i alt, så han kommer til at se bedre ud og får en god fremtoning,« siger Peter Viggo Jakobsen, der også har USA som forskningsområde.
Han fortæller, at der kan være gode grunde til, at man har ønsket at få præsidenten til at fremstå mindre syg.
»Der er ikke en tvivl om, at man har haft et ønske om, at han skulle fremstå mindre syg, end tilfældet er. For det første har man nationale sikkerhedsinteresser, som spiller ind. Fremmede magter skal ikke få gode idéer, hvis præsidenten er meget syg.«
»Men jeg tror, det er mere sandsynligt, at det her handler om valgkampen fra Trumps side. Han er under gigapres, da han igen og igen har undervurderet coronavirus. Og hvis han så blev alvorligt syg af den, så ville det understrege den kæmpe fiasko, hans håndtering har været,« siger Peter Viggo Jakobsen.
»Det er en mand, der kæmper for sit politiske liv,« siger han.