Levestandarden i Putins Rusland har været faldende for almindelige russere, siden landet invaderede Ukraine. 

Sanktioner fra Vesten, høj inflation og en meget dyr krig de sidste fire år har taget hårdt på økonomien, også selvom Rusland er et af de lande i verden med flest naturressourcer.

Men USAs og Israels krig mod Iran har fået oliepriserne til at skyde i vejret, og det har givet en markant større indtægtskilde til Moskva igen. 

Rusland er meget afhængig af oliesalg, og den kritiske situation i Mellemøsten har gjort det muligt for Putin at sælge meget mere olie.

Men selv om det på papiret ser bedre ud for den russiske økonomi lige nu, så er det kun midlertidigt.

Det mener professor i ruslandstudier fra Aarhus Universitet, Jeremy Morris.

»Det kan måske se ud som om, Trump hjælper Rusland, men om få år vil olieprisen falde igen. Og russerne vil stadig ikke have bredt deres økonomi ud til andre sektorer. Så skal der ikke mere til end en oliepris på 60 eller 50 dollar, før den russiske økonomi igen ikke har nogen fremtid,« siger han til B.T.

Selvom en undersøgelse i Financial Times viser, at Rusland tjener omkring 150 millioner dollar ekstra om dagen, efter oliepriserne er steget, mener Jeremy Morris ikke, at det hjælper på lang sigt. 

»Det er stadig ikke mange penge, når man fører en ekstremt dyr krig. Og man investerer jo slet ikke de penge i den produktive del af økonomien. I bund og grund brænder man dem bare af – man brænder dem af på ingenting. Så fremtiden ser virkelig, virkelig dyster ud,« siger han. 

Og man ser allerede, hvordan det kommer til udtryk i Rusland, hvor mange forretninger, butikker og små virksomheder er nødt til at lukke grundet den skrantende økonomi.

Professor i Ruslandstudier ved Århus Universitet Jeremy Morris.
Professor i Ruslandstudier ved Århus Universitet Jeremy Morris. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Noget som Morris selv mærkede på egen hånd, da han for nylig var i Moskva.

»Da jeg var i Moskva, så jeg mange tomme restauranter og caféer. I en by, hvor der normalt er masser af folk med penge mellem hænderne, er det et af de første tydelige tegn på økonomiske problemer,« siger han. 

Hvordan krigen i Mellemøsten kommer til at udvikle sig er stadig uvis, men en ting er sikker: Putin og Rusland har et stort problem med økonomien, og det er ikke noget, de stigende oliepriser kan fikse. 

»Selv med høje oliepriser bruger den russiske regering alt for mange penge. En markant recession er på vej,« siger Jeremy Morris.