Den russiske autokrat Vladimir Putin bruger mere og mere tid i et bunkerkompleks ved Krasnodar-regionen ved Sortehavet.

Fra sine bunkere ‘mikrostyrer’ han krigen i Ukraine. 

Det viser nylige efterretninger ifølge Financial Times.  

Ifølge en militærhistoriker kan det være en medvirkende årsag til, at det går dårligt i krigen mod Ukraine, hvor Rusland ikke bare er gået i stå, men også taber terræn.

»Putin er en ældre, ærekær mand, som er meget ideologisk. Og det kan betyde, at han er irrationel i sin tilgang til, hvordan krigen går, og hvad der kan lade sig gøre militært,« siger Jeppe Trautner, der er krigshistoriker og ekstern lektor ved Aalborg Universitet.

Det er europæiske efterretninger, der ifølge flere internationale medier giver anledning til den konklusion, at Vladimir Putin i stigende grad er bange for at blive offer for et attentat - enten fra ukrainske side eller i forbindelse med et kup internt i Rusland.

Personer med kendskab til hans arbejde fortæller til Financial Times, at præsidenten holder daglige møder med militærfolk, som fortæller ham om, hvordan det går i krigen. De fortæller blandt hvilke små ukrainske byer, der enten er tabt eller vundet.

Ifølge en kilde, som Financial Times har talt med, bruger Putin 70 procent af sin tid på et lede krigen og de resterende 30 procent på at mødes med eksempelvis statsledere og på at forholde sig til landets skrantende økonomi.

Ifølge Jeppe Trautner er det naturligt, at en præsident som Vladimir Putin interesserer sig for krigen. Han har trods alt kastet alt sin politiske kapital ind i den.

Men risikoen er, at beslutningerne ikke er militærstrategisk logiske.

Den russiske præsident Vladimir Putin til 9. maj-sejrsparaden lørdag. 
Den russiske præsident Vladimir Putin til 9. maj-sejrsparaden lørdag.  Vyacheslav Prokofyev/AFP/Ritzau Scanpix

»Lige nu kaster Rusland soldaterne ind i en kødhakker, hvor soldaterne bliver slået ihjel af ukrainske droner. Uden at det giver fremgang til Rusland på slagmarken. Det er en tåbelig krig, der set udefra bliver styret inkompetent med de store tab, som Rusland lider,« siger Jeppe Trautner.

Ifølge vestlige efterretninger er der ca. 35.000 soldater, der dør eller bliver såret hver måned i kamp for Vladimir Putin.

Og indblandingen fra Putin kan meget vel betyde, at de unge mænd sendes til fronten til den visse død.

»En diktator som Vladimir Putin må ikke tage fejl eller indrømme fejl. Hvis han gør det, viser han svaghed, og det er fatalt for en diktator, der vil fastholde sit greb om magten. Derfor kan det være svært for diktatoren at ændre strategi,« lyder det fra Jeppe Trautner.

Han forklarer, at en diktators involvering i en krig nemt kan føre til, at der bliver pyntet på de militære efterretninger. Hvis der træffes beslutninger på baggrund af et skønmaleri, kan det gå grueligt galt. 

»Det kan betyde, at diktatoren træffer helt forkerte og irrationelle beslutninger,« siger Jeppe Trautner.

Friske eksempler på det er ifølge Jeppe Trautner Bashar al-Assad i Syrien i 2024 og Muammar Gaddafi i Libyen i 2011:

»De så ikke, hvad der var på vej, før det var for sent.«

Og længere tilbage i historien er der Adolf Hitlers beslutninger i krigen mod Rusland på østfronten under Anden Verdenskrig, der de facto førte til det endelige tyske sammenbrud.

Et sammenbrud, der i øvrigt lørdag blev fejret på Den Røde Plads i Moskva.

Her blev 81-året for sejren over nazisterne fejret i en stærk decimeret udgave. 

Sejrsparaden var både kort og uden pansrede køretøjer og missiler blandt andet af frygt for et ukrainsk droneangreb. 

Ifølge B.T.s udlandsredaktør viste paraden, at Vladimir Putin er presset.

Du kan følge med i Ukraine-krigen og andre nyheder fra verden i B.T.s 'verden i opbrud-live' her.