Ekspert om mistænkt kinesisk honeytrap-spionage: 'Den stikker jo nærmest alt'
Den amerikanske direktør for Nvidia, Jensen Huang, har haft en affære med en erhvervsleder, som den amerikanske efterretningstjeneste mener er en kinesisk spion.

Den amerikanske direktør for Nvidia, Jensen Huang, har haft en affære med en erhvervsleder, som den amerikanske efterretningstjeneste mener er en kinesisk spion.

Den amerikanske chipvirksomhed Nvidias administrerende direktør og medstifter, Jensen Huang, er blevet fanget med fingrene i kagedåsen.
Eller i dette tilfælde måske nærmere betegnet honningkrukken.

Jensen Huang har nemlig haft et intimt forhold til den kinesiske erhvervsleder, Alice Huang, som den amerikanske efterretningstjeneste mener, er en kinesisk spion.
Og dét at en fremmed magt benytter efterretningsagenter, der ved hjælp af charme og sex forsøger at lokke følsomme oplysninger ud af en målperson, er ikke en ny metode.
I Forsvarets Efterretningstjenestes rapport om spionage mod ansatte i Forsvaret fra 2019 er begrebet også beskrevet under navnet 'honeytrap' eller på dansk honningfælde.
Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk rådgiver og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, kan ikke mindes, at han har set kineserne lave noget konkret på denne måde før, men det overrasker ham overhovedet ikke.

»Der kan jo sagtens være sket noget, uden jeg lige ved det. Men det her er jo bare så højprofileret en sag, at den stikker jo nærmest alt. Men altså, det er jo den samme metodik, så det er jo en kendt sag,« fortæller Jacob Karsbo til B.T og uddyber:
»Det er en kendt sag at gå efter succesfulde forretningsmænd. Det gør russerne, og det gør kineserne nu også, kan vi se.«
Selvom tilfældet med Jensen Huan er historisk, så er det ikke noget nyt, at der lokkes med honningfælden.
»FE har jo advaret imod det i 100 år. Altså det er jo verdens ældste trick,« vurderer den tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste og fortsætter:
»Man siger, at spionage er verdens næstældste profession – altså du ved jo godt, hvad den ældste er – og verdens ældste og verdens næstældste profession spiller jo sammen. Så det er verdens mindste overraskelse det her.«