Spørgsmålet om Grønland er et »stort problem for os«.

Sådan lyder den seneste melding fra USA's præsident Donald Trump efter, at han tirsdag fastslog, at USA fortsat ønsker 'kontrol' med Grønland. 

Som svar på Trumps krav understregede statsminister Mette Frederiksen, at USA skal respektere Kongeriget Danmarks territoriale integritet og suverænitet.

Og da hun onsdag før Nato-topmødet i Ankara blev direkte spurgt, om Danmark om nødvendigt vil forsvare Grønland militært mod USA, sagde hun:

»Selvfølgelig er Danmark parat til at forsvare Kongeriget Danmark.«

Mikkel Runge Olesen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), vurderer, at det »selvsagt ikke« er muligt for Danmark at forsvare Kongeriget over for USA.

Men ifølge seniorforskeren giver Mette Frederiksens udmelding alligevel »rigtig god mening«.

»Det kan alligevel gøre en forskel på, hvor nemt det vil være for USA,« siger Mikkel Runge Olesen til B.T. og fortsætter:

»Hvis de skal slå til fra den ene dag til den anden, så er det en vanskelig logistisk operation. Det, at man fra dansk side og grønlandsk side er forsvarsparate, gør, at det bliver vanskeligere for amerikanerne. Det bliver dyrere, og det kan tage længere tid.«

Tiden er afgørende

Og netop tidsperspektivet er ifølge Mikkel Runge Olesen afgørende, hvis man forestiller sig et scenarie, hvor USA gik ind i Grønland.

»Så vil det gøre en stor forskel, om det er noget, der sker hen over et par timer, eller om det er noget, som fører til væbnet kamp over en længere periode. Fordi det er også en meget, meget upopulær sag i USA,« siger han.

Han kalder det også en klog udmelding fra Mette Frederiksens side. Og det er der særligt én grund til:

»Hele formålet med sådan en udmelding er at gøre det klart for amerikanerne, at det ikke er nemt, at det ikke er gratis. Og hvis man ser på Donald Trumps ageren på verdensscenen her de sidste halvandet år, så synes der også at være et mønster i retning af, at han godt kan lide at sætte operationer i gang, der ser nemme ud,«

»Så på den måde kan det give rigtig god mening at prøve at gøre det så klart som overhovedet muligt over for amerikanerne. Selvfølgelig kan de gøre det, men det bliver med en høj pris, ikke mindst i medierne.«

»Det bliver virkelig dårlige billeder på CNN, når amerikanske soldater er i direkte ildkamp med danskere.«

Ikke overraskende

Mikkel Runge Olesen pointere også situationen mellem Danmark, Grønland og USA tilbage i januar

»Det, at man fra dansk side sendte tropper, og ikke mindst, at man fik syv Nato-lande til også at sende tropper, det kan også godt have haft en effekt på de amerikanske overvejelser.«

Spørger man Mikkel Runge Olesen, er der ikke noget direkte overraskende ved Trumps seneste udmeldinger om Grønland, men at de er »ubekvemme.«

»Jeg tror, det er med til at fastholde amerikansk-danske forhold på det her historisk lave niveau,« siger han. 

B.T. har været i kontakt med 21-årige grønlænder Malik Dollerup-Scheibel, der kalder Trumps seneste udmeldinger for en »mavepuster«. Det kan du læse mere om HER.