Bortførelsen af den lille engelske pige Madeleine McCann i 2007 behøver ikke at have været udløst af et seksuelt motiv.

Heller ikke selv om gerningsmanden skulle vise sig at være den nu hovedmistænkte – den tyske seksualforbryder Christian Brueckner.

Det siger den tyske ekspert i psykologiske gerningsmandsprofiler, Axel Petermann, til det tyske medie Bild i et forsøg på en karakteristik af den 44-årige hovedmistænkte.

»Christian B. ser som type ikke ud til at være en fastlåst gerningsmand. Han er sandsynligvis en, der er vilkårlig. Det, der ligner en seksuel handling, behøver ikke at have en seksuel baggrund,« lyder det fra Axel Peterman.

Den nu pensionerede kriminalanalytiker er en af Tysklands mest berømte eksperter i gerningsmandsprofiler, og har i over 35 år arbejdet med at efterforske drab.

Den 44-årige Christian Brueckner har siden juni i fjor været hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns mystiske forsvinden.

Han er tidligere dømt for både voldtægt og pædofili, og ifølge den tyske anklagemyndighed har han med stor sikkerhed kidnappet og dræbt den lille pige i 2007.

Endnu er der dog ikke rejst tiltale mod tyskeren, som allerede sidder bag tremmer i Tyskland for narko. Herefter skal han afsone en straf på syv års fængsel for voldtægt af en 72-årig, amerikansk kvinde i det portugisiske ferieområde i 2004.

Tysk politi er ikke i tvivl om, at den 44-årige Christian Brueckner er ansvarlig for Maddies forsvinden.
Tysk politi er ikke i tvivl om, at den 44-årige Christian Brueckner er ansvarlig for Maddies forsvinden.
Vis mere

Omtalen af den voldtægt fik for nylig en yngre kvinde fra Irland til at slå alarm til politiet. Hun er sikker på, at det var den samme gerningsmand, der ved en så godt som identisk fremgangsmåde voldtog hende i det sydlige Portugal i 2005.

Her blev hun bundet i sin lejlighed af en maskeret mand, filmet og voldtaget i timevis. Gerningsmanden talte engelsk med tysk accent og havde blå øjne.

Derfor er Christian Brueckner nu også blevet sigtet for voldtægten af den dengang 20-årige, irske kvinde. Tyskeren boede på den portugisiske Algarve-kyst i perioden 1996-2007, hvor alle tre forbrydelser fandt sted.

Og hvor ofrene havde vidt forskellig alder.

Madeleine McCann var knap fire år, da hun forsvandt under en ferie i Portugal i 2007.
Madeleine McCann var knap fire år, da hun forsvandt under en ferie i Portugal i 2007. Foto: REAL MADRID TV / HANDOUT
Vis mere

»Det ser ud til, at han vil prøve sig selv af. Han ingen særlig præference – han vil bare lindre sin frustration. En vilkårlig udbytter,« lyder det fra den tyske ekspert i gerningsmandsprofiler til Bild.

Den sigtede Chritstian Brueckner har allerede fået 17 domme for blandt andet voldtægt, overgreb på mindreårige, besiddelse af børneporno, røveri, indbrud og narkotikabesiddelse.

Året inden Madeleine McCanns forsvinden flyttede han fra et forfaldent husmandssted på Algarve-kysten og boede efterfølgende i en hvid/gul Volkswagen T3 Westfalia, som han opholdt sig i nær byen Praia de Luz.

Og det var netop fra et hotelkompleks i Praia de Luz, at den knap fire år gamle Madeleine McCann forsvandt fra sin seng, mens hun sov 3. maj om aftenen i 2007.

Kate og Gerry McCann har hele tiden kæmpet for at finde deres datter. Her står de med et billede af, hvordan Madeleine formentlig ser ud nu.
Kate og Gerry McCann har hele tiden kæmpet for at finde deres datter. Her står de med et billede af, hvordan Madeleine formentlig ser ud nu. Foto: ANDREW WINNING
Vis mere

Den lille pige sov på et værelse med sine yngre tvillingesøskende, mens hendes forældre spiste på en nærliggende restaurant. Forældrene og deres vennepar skiftedes til at tjekke børnene hver halve time, men da Madeleine McCanns mor, Kate McCann, kom ind på værelset omkring klokken 22, var den lille pige væk.

Hvis den 44-årige seksualforbryder Christian Brueckner skulle ende med at blive kendt skyldig i også voldtægten af den irske kvinde, kan han ifølge tyske juraeksperter allerede på det grundlag efter al sandsynlighed se frem til at blive bag tremmer i så godt som resten af livet.

»Hvis den mistænkte igen bliver dømt for voldtægt, kan han forvente at blive idømt forvaring på nærmest ubestemt tid,« siger den tyske strafferetsekspert Matthias Waldraff til Bild.

Og det uanset, om han derudover også bliver kendt skyldig i Maddies sporløse forsvinden.