Det spidser til langs en helt afgørende del af frontlinjen i Ukraine.

Måske er Vladimir Putin ved at gøre klar til et endeligt skub, der skal sikre ham og Rusland en afgørende sejr, forklarer førende ekspert.

Nærmest lige siden Ruslands fulde invasion af nabolandet Ukraine har en række territorielle krav stået mejslet i sten.

Den russiske præsident vil have regionerne og Zaporizjzja, Kherson, Donetsk og Luhansk.

Og i disse dage er specielt de to sidstnævnte for alvor ved at blive højaktuelle.

De udgør tilsammen det område, som ofte beskrives som Donbas. Her har Ukraine og Rusland kæmpet siden 2014, hvor russiskstøttede militser gik i krig i Østukraine.

I forvejen sidder Rusland på stort set hele Luhansk-regionen, og de kryber sig langsomt frem i visse dele af Donetsk.

Ikke mindst den del, som ligger tæt på de to større byer Slavjansk og Kramatosk, der ligger i det såkaldte Fæstningsbælte i Ukraine.

Her har netop Ukraine opbygget et kæmpe fæstningsområde, som skal holde russiske tropper ude.

Alligevel har Rusland over en årrække formået at kravle sig tættere og tættere på. 

Herover kan man se udviklingen på fronten nær Slavjansk og Kramatorsk siden 2023

Og nu kan slaget om Slavjansk og Kramatorsk være lige oppe over, mener en førende militær ekspert ved navn Rob Lee.

»Slavjansk og Kramatorsk var tidligere to rimelig sikre byer. Men det er de ikke mere. Rusland kommer tættere på,« sagde Rob Lee til B.T. tidligere på ugen til et arrangement i København.

Rob Lee er senior fellow ved Foreign Policy Research Institute, ekspert på krigsførelse, bor selv i Kyiv og har fulgt situationen i landet helt tæt lige siden begyndelsen på den fulde invasion i 2022.

Den amerikanske militærekspert Rob Lee i København tirsdag 8. september, hvor B.T. mødte ham. Jeppe Elkjær

»Rusland er kommet så tæt på de to byer, at mange blandt de lokale er flygtet eller har ladet sig evakuere. Stemningen er en anden,« fortæller Rob Lee, som for bare en uge siden var på besøg ved fronten i Ukraine.

B.T. møder ham til et arrangement i København sat op af Tænketanken Europa og European Council on Foreign Relations tidligere på ugen.

Han fortæller, at meget tyder på, at Rusland gør sig klar til at fokusere på Slavjansk og Kramatorsk, og den kommende tid kan blive rigtig svær for Ukraine.

Og det hele kan blive endnu værre for Ukraine, hvis Rusland har succes med deres fremmarch i de to byer.

Krigen har længe været i den østukrainske by Kramatorsk. Men nu mener en ekspert, at selve slaget om den vigtige by er nært forestående. Anatolii Stepanov/Reuters/Ritzau Scanpix

Netop Slavjansk og Kramatorsk er to af de største byer i Donetsk-regionen, som Rusland endnu ikke har indtaget.

Opnår de russiske tropper det mål, så vil det give Vladimir Putin et af de helt store mål, som han har sat sig for krigen – at indtage hele Donbas.

»FPV-droner (first person view, red.) flyver jævnligt ind over Kramatorsk, og angreb med glidebomber sker ret ofte i begge byer. Så jeg tror, vi nærmer os et slag om byerne,« siger Rob Lee.

Ukraine har også haft held langs den store front i øst, hvor et større område længere nordpå ved Lyman ser ud til at være blevet befriet.

Vladimir Putin kan muligvis snart få noget at klappe af, hvis russiske tropper formår at indtage de to vigtige byer Slavjansk og Kramatorsk. Maxim Shipenkov/Reuters/Ritzau Scanpix

Men Rob Lee forudser, at den kommende tid vil blive svær for Ukraine. Ikke mindst på grund af det vejrskifte, som efteråret og vinteren bringer med sig.

»Det er vigtigt for Ukraine at forhindre russiske styrker i at komme for tæt på byerne, før vejret skifter, for ellers kan de få fodfæste inde i byerne. Særligt hen over vinteren er det vigtigt, at Ukraine holder byerne, og at de russiske styrker ikke får etableret sig,« siger han.