»Wow. Han siger, at USA bør styre Venezuela. Det er et stort spørgsmål, hvad det egentlig betyder.«

Sådan skriver professor i statskundskab ved Vestnorske Universitet for Anvendt Videnskab, Hilmar Mejde, ifølge Dagbladet i en mail til det norske nyhedsbureau NTB.

Og det var præcis det, Donald Trump sagde under pressemødet lørdag eftermiddag, hvor han gjorde omverdenen klogere på den opsigtsvækkende operation i Venezuela, hvor blandt andet hovedstaden Caracas blev angrebet, og præsident Nicolás Maduro blev taget til fange.

Donald Trump klargjorde på pressemødet, at USA i første omgang kommer til at overtage kontrollen over det sydamerikanske land.

Men med den erklæring modsiger Trump pludselig sig selv, skriver Mejde videre i e-mailen.

»Trump gør nu det modsatte af, hvad han altid har sagt, at America First betyder, og hvad han kritiserede sine forgængere for. Det smager af en gigantisk udenrigspolitisk blunder,« skriver USA-eksperten.

'America First' er en politisk doktrin, der prioriterer USAs egne interesser over alt andet og var et af Donald Trumps foretrukne slogans gennem sin valgkampagne.

Efterfølgende gjorde Trump-regeringen begrebet til sin officielle udenrigspolitiske doktrin.

Og det er derfor, at Hilmar Mejde mener, det kan blive et stort problem for Trump, at han nu også midlertidigt vil tage magten i Venezuela.

»Det kan komme til at optage al hans tid og fokus for resten af hans præsidentperiode, hvis situationen i Venezuela kommer ud af kontrol,« mener han.

Det er særligt fordi, Mejde vurderer, at USA har begrænsede muligheder for at kontrollere og løse problemer i andre lande, selv når de sender store mængder landtropper ind, at han vurderer, at det »kan gå galt på mange måder«.

Du kan få det seneste nye fra operationen i Venezuela i B.T. liveblog lige HER.