»Det er en reel mulighed, at situationen kan eskalere fuldstændig vildt.«
Det vurderer Kristian Mouritzen, der er international analytiker på Berlingske.
Meldingen kommer som en reaktion på, at Hizbollah fra nabolandet Libanon har bakket op om Hamas i Gazastriben, der stod for de massive missilangreb lørdag morgen, ved at angribe det nordlige Israel.
Der blev tidligt søndag morgen affyret mortergranater ind i den nordlige del af Israel fra den sydlige del af nabolandet Libanon.
Det oplyser den israelske radiokanal Galei Tzahal.
Ifølge tre kilder i det israelske forsvar har angrebene fra det sydlige Libanon ramt en israelsk militærbase ved Sheeba Farms, som ligger i det nordlige Israel i nærheden af Golanhøjderne, lyder det i radioen.
Kristian Mouritzen mener, det er helt afgørende, hvad næste skridt bliver.
»Spørgsmålet er, om Hizbollah vil gå endnu længere, end de allerede har gjort ved at kaste mortergranater ind over grænsen til Israel,« siger han.
En af Hizbollahs ledere giver søndag udtryk for, at den fundamentalistiske islamiske gruppe vil tilbyde terrororganisationen Hamas militær bistand i deres angreb på Israel.
»Vores historie, vores vågen og vores raketter er med jer. Alt, hvad vi har, er med jer,« siger Hashem Safieddine, der er leder af Hizbollah, oplyser Reuters.
Hizbollah har også tætte forbindelser til Iran, og den alliance er farlig, fordi Iran har store militære kapaciteter, vurderer analytikeren.
Kristian Mouritzen ser også med stor bekymring på, at situationen breder sig til andre nærliggende lande.
»Vi har jo lige set, at to israelske turister er blevet skudt i Egypten,« siger han og tilføjer:
»Det er meget svært at håndtere, når det også begynder at gå ud over israelere, der rejser som turister.«