Krigen i Ukraine har ændret sig markant i løbet af de seneste år. Det skyldes en nøje udtænkt ukrainsk strategi.

Det betyder samtidig, at vi i Vesten halser langt bagefter, når det kommer til særligt ét punkt, slår dansk ekspert fast.

Nøgleordet her er droner.

Siden Ruslands totale invasion af Ukraine tog sin indledning i februar 2022, er der sket en revolution i krigens udvikling.

Ikke mindst på våbenfronten.

For Ukraine har været udfordret på nærmest alt til at bekæmpe den russiske besættelsesmagt.

Det satte gang i en modreaktion.

Ukraine indledte en langsigtet plan, som nu kan ses ved fronten og dybt inde i Rusland.

En del af den plan involverede igangsættelsen af en enorm våbenproduktion. Herunder en revolution, når det kommer til ubemandede systemer som droner, robotter og sødroner.

Nu er de et sted, hvor droner over de seneste uger har ramt russiske mål omkring 1.500 kilometer inde i landet.

Et russisk olieanlæg i Perm, omkring 1.500 km fra Ukraine, efter det blev ramt af en ukrainsk drone 29. april.
Et russisk olieanlæg i Perm, omkring 1.500 km fra Ukraine, efter det blev ramt af en ukrainsk drone 29. april. Planet Labs Pbc/Reuters/Ritzau Scanpix

Samtidig har deres sødroner sænket flere russiske krigsskibe og en robot har uden menneskehjælp indtaget en russisk stilling og holdt den langs fronten, har præsident Zelenskyj forklaret.

»Der er en revolution i krig i lige nu, som er voldsom. Det er en større revolution, end den man så med kampvogne under Første Verdenskrig,« siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen til B.T.

Ukraines udvikling, når det kommer til ubemandede system, er så markant og revolutionerende, at de nu er langt foran lande i eksempelvis Europa, forklarer han.

»I forhold til droner, så er Ukraine langt foran. Det gælder også antidronesystemer,« siger han.

Der må være grund til panderynker for den russiske præsident, Vladimir Putin, over Ukraines dronekapacitet.
Der må være grund til panderynker for den russiske præsident, Vladimir Putin, over Ukraines dronekapacitet. Viacheslav Prokofiev/AFP/Ritzau Scanpix

Det har vi set et helt åbenlyst bevis på i løbet af det seneste år.

I forbindelse med dronehændelser over Europa – ikke mindst Danmark – har Ukraine været ude og tilbyde sin assistance.

Og da en række Golfstater blev mål for iranske angreb, efter USA og Israel indledte deres bombardementer af Teheran og resten af landet, stod Ukraines præsident, Zelenskyj, klar med billige droneløsninger til at nedskyde iranske shaheddroner.

Droner er nu blevet en af Ukraines absolutte styrker.

Og det kan de takke sig selv for.

»De har været forudseende og planlagt langt frem,« som Anders Puck Nielsen siger.