På få dage synes Danmarks forhold til vores nære allierede USA at været blevet yderst problematisk.
Nu står der uendeligt mange spørgsmål tilbage. Ikke mindst om det var en god idé at købe jagerfly fra et land, som nu er omtalt negativt i FEs seneste trusselsvurdering.
»Det er en situation med ingen gode løsninger. Vi er allerede i gang med F-35-programmet, og vi har et for lille flyvevåben til at have flere typer af fly,« siger Jacob Kaarsbo.
Han er tidligere chefanalytiker ved netop Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Den oprindelige beslutning om, at Danmark skulle købe det højteknologiske F-35-jagerfly til at erstatte de trofaste, men aldrende F-16-fly, blev truffet politisk helt tilbage i 2016.
Og i 2023 ankom de første spritnye F-35-fly til Flyvestation Skrydstrup.

Tidligere i år blev den oprindelige ordre på 27 fly opgraderet med yderligere 16 F-35-fly, så det samlet løber op i 43 styk.
Danmark er med andre ord så langt inde i hele F-35-bestillingen, at det ikke for alvor vil give mening at bakke ud, slår Jacob Kaarsbo fast.
Men havde vi vidst det, vi ved nu, om USA og præsident Donald Trump, så kunne den beslutning sagtens være gået en anden vej, mener den tidligere chefanalytiker i FE.
»Hvis vi havde vidst det, vi gør nu for år tilbage, havde det været logik for burhøns ikke at indgå en aftale om jagerfly med USA,« siger Jacob Kaarsbo.

»Men i foråret købte vi flere F-35 nok ud fra tesen, at hvis vi kalder Trump for 'daddy' og behandler ham som konge, skulle det nok gå,« uddyber han.
Men sådan – står det klart nu – er det ikke gået.
»Det er nemt at være bagklog. Men med det vi ved nu, skal vi forberede os på alle eventualiteter. Det vil sige kigge de allierede dybt i øjnene og erkende, at vi har et problem,« forklarer Jacob Kaarsbo.


