En ekspert giver mandag sit bud på, hvornår Demokraterne i USA vælger en ny præsidentkandidat.
Efter præsident Joe Biden søndag trak sig fra valgkampen, er der mange spekulationer om, hvem der i stedet skal udfordre Donald Trump til præsidentvalget i november.
Meget tyder på, at det bliver Bidens kvindelige vicepræsident, Kamala Harris – men intet er endnu sikkert.
»Det er ikke afgjort, men meget tyder på det,« siger professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved SDU, Jørn Brøndal, til B.T.
»Der kan stadig nå at komme udfordrere.«
Cigarrøg og whiskeyglas
Brøndal bemærker, at flere højtprofilerede Demokrater som eksempelvis ekspræsident Barack Obama og tidligere talsperson i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, endnu ikke har vist støtte til Harris.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at de er modstandere af hende, siger eksperten.
»Det kan være, at de – i stedet for at hun fremstår som den, der blev nomineret i baglokalerne med cigarrøg og whiskeyglas – måske gerne vil have en slags ny nomineringsproces, hvor hun vinder den,« siger Brøndal.
»For så ser det mere demokratisk ud.«
Han påpeger, at Harris ikke blev nomineret under primærvalgkampen.
»Derfor ville det virke bedre, hvis hun på en eller anden måde fremstår som en person, der i sin egen ret nyder partiets græsrodsstøtte,« siger Brøndal.
Her kan der være afklaring
SDU-professoren vurderer, at Demokraterne træffer et valg ganske snart – og inden partiets konvent, som finder sted i Chicago 19. august.
Spekulationer i amerikanske medier går på, at der måske kommer en virtuel afstemning blandt Demokrater forud for begivenheden, siger eksperten.
»Det vil sige, at man i starten af august måske får en afklaring«.
Det er dog ikke veldokumenteret, understreger han. Men der har været indikationer:
»Pelosi har været ude og tale om, at det kunne være en god idé med en slags forkonvent. En eller anden form for situation før konventet,« siger Brøndal og kalder Pelosi en 'indflydelsesrig kvinde' i Demokraterne.

