Hvis Donald Trump lykkes med at tage Grønland, kan det blive starten på en kædereaktion med brutale konsekvenser.
Det siger norske Georg Riekeles, der er assisterende direktør i tænketanken European Policy Centre, til Dagbladet.
For den amerikanske præsidents hede drøm om Grønland er ikke den eneste trussel mod Europa.
Riekeles har i årevis advaret mod Ruslands præsident, Vladimir Putins, ønske om at indtage den arktiske norske øgruppe Svalbard.
Nu vurderer han, at Trumps udtalelser om Grønland kan fremskynde situationen.
»En dag vågner vi måske op til en mineulykke i Barentsburg, og så rykker russiske grønne mænd (soldater, red.) ind, mens flådefartøjer lægger til i Grønfjorden under påskud af en redningsaktion, fordi Moskva hævder, at den norske sysselmester (Svalbards leder, red.) ikke reagerer,« siger Georg Riekeles til mediet.
Netop Barentsburg er central i forhold til Svalbard, fordi det er en russisk by på øgruppen.
Ifølge eksperten er vi i disse måneder »vidne til opløsningen af det internationale system, vi har levet med siden anden verdenskrig, og nedbrydningen af Europas sikkerhedsstruktur.«
»Alle Europas grundlæggende mål – sikkerhed, demokrati, velstand og bæredygtighed – er udfordret,« siger Georg Riekeles.
I sommer fremhævede den danske Ruslandekspert Flemming Splidsboel fra DIIS til B.T. også Svalbard som et konkret russisk mål.

»I Nato har man allerede afholdt såkaldte war games, hvor scenariet er, at Rusland går ind i Svalbard. Og de har allerede en by på Svalbard,« sagde Flemming Splidsboel med henvisning til byen Barentsburg, hvor nogle få hundrede russere har hjemme.
Også den svenske sikkerhedsekspert Elisabeth Braw udtalte i 2025, at Putin har øjnene direkte rettet mod Svalbard.
»Nato-medlemmer og andre allierede gør klogt i at begynde at overveje, hvordan de vil reagere, hvis Rusland går i aktion mod et af Natos fjerneste områder,« advarede hun dengang i Politico.
Braws advarsel kom i forlængelse af, at Rusland anklagede Norge, USA og Nato for »militær og politisk planlægning« i Svalbard – direkte i strid med Svalbardtraktaten.
Så sent som i 2024 plantede en russisk minedirektør to sovjetiske flag i den tidligere sovjetiske mineby Pyramiden på Svalbard.
Og året før afholdt Rusland en militærparade i Barentsburg.
Storbritanniens daværende udenrigsminister David Lammy besøgte Svalbard i fjor, og her advarede han om en »alvorlig situation« med henvisning til Ruslands øgede flådeaktivitet i Arktis.
Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene i B.T.s liveblog her.
