Allerede i disse timer kan Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, få afgjort sin skæbne, til trods for at der først er valg i landet til maj.

Sådan lyder det fra historiker og Tyrkiet-ekspert Deniz Serinci. Særligt én ting ved krisesituationen, som landet befinder sig i efter det kraftige jordskælvet natten til mandag, spiller ind.

Jordskælvet kunne nemlig ikke været kommet på et værre tidspunkt, når man tager de politiske briller på.

»Hans popularitet er historisk lav især på grund af landets dårlige økonomi,« siger Deniz Serinci til B.T.

Flere målinger viser også, at det forestående valg bliver en tæt affære mellem Erdogan og koalitionsoppositionen ledet af landets republikanske parti, CHP.

»Hvis Erdogan skal have noget positivt ud af jordskælvet, er det vigtigt at håndteringen bliver bedre, og at han indrømmer de fejl, der er begået,« siger Serinci.

Lige nu ser det dog ikke ud til at gå præsidentens vej.

Flere steder i landet er tyrkerne ifølge Serinci meget utilfredse med forberedelsen og håndteringen af katastrofen.

»Der er områder, hvor folk har måtte vente op til 48 timer på at få hjælp, forlyder det, og det har gjort folk sure,« vurderer historikeren.

Der er ingen tvivl om, at ansvaret for både forberedelsen og håndteringen ligger på Erdogan, der har haft magten i landet de sidste tyve år, siger Serinci.

»I 1999 indførte man en såkaldt 'jordskælvsskat,' hvis formål lige netop var, at kunne forberede sig på lignende jordskælv som det, der nu har ramt landet.«

Tyrkiet og Syrien blev natten til mandag ramt af et kraftigt jordskælv, der har efterladt begge lande i krise. I skrivende stund i har flere end 17.500 mennesker mistet livet.