På film ender en revnet rude i et fly næsten altid galt.
Flyruden smadrer og en eller anden - som ikke er helten - bliver suget ud af flyet.
Og selvom det er karikeret, så viser det ifølge en flyekspert konsekvenserne, hvis der pludselig åbnes op for flyet i luften.
»Ting og personer, der ikke har sele på, kan i princippet blive suget ud,« siger Paul Hukme Harrison, der er ekspert i flysikkerhed og tidligere ansat i Flyvematerialekommandoen.
Film-analogien er relevant, fordi piloterne i den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseths fly onsdag aften måtte nødlande på grund af en revne i forruden.
Tæt ved Irlands sydlige snude i Atlanterhavet måtte flyet blot 30 minutter efter afgangen fra Bruxelles vende om og lave en skarp U-vending. Piloterne lod flyet falde med 3000 meter i højden.
Paul Hukme Harrison forklarer, at en revne får kabinetrykket til at falde:
»Det sker meget hurtig. Derfor skal piloterne reagere prompte«.

Han fortæller, at der af samme grund er iltapparter bag piloterne, som de hurtigt kan få fat i, hvis trykket falder.
»Også i selve flyskroget skal passagererne tage iltmasker på hurtigt. Og der er en grund til, at man inden en flyvning får at vide, at man skal tage sin egen iltmaske på, før man hjælper andre f.eks. børn,« siger han.
»Man mister bevidstheden meget hurtigt og pludseligt,« siger han.
For piloterne handler det om at tage iltapparaterne på og så styre flyet ned i tykkere luft.
»Kommer flyet ned omkring tre kilometers højde, så har luften nok ilt til, at man kan trække vejret,« siger Paul Hukme Harrison.
Ud fra de oplysninger, der er kommet frem om nødladningen, siger han, at der næppe har været optræk til en katastrofe.
»Snarere er der tale om en teknisk fejl, som piloterne har håndteret ved at lade flyet falde i højde,« siger han.
Han fortæller, at selve revnen i ruden kan skyldes spændinger, som er kommet over tid.
»Eller også kan det være en fugl, men det sker typisk ved lavere højder,« siger han.
Pete Hegseth havde været til Nato-topmøde i Bruxelles.