USA og Kina har været rivaler i mange år.

Forholdet har især lidt under handelskrige og spændinger om Taiwan. Men fredagens møde mellem de to præsidenter skulle efter sigende have løsnet op for en del af konflikterne.

I hvert fald erklærede USAs præsident, Donald Trump, efterfølgende, at mødet var »uforglemmeligt« og havde »løst mange problemer«.

Men på trods af den positive melding er billedet langt mere kompliceret. Sådan lyder det i hvert fald fra en norsk ekspert.

»Topmødet giver indtryk af et konstruktivt og stabilt forhold. Samtidig er der modstridende interesser, som ikke kan udviskes med taler og banketter,« siger professor ved Forsvarets Universitet, Øystein Tunsjø, til VG.

Tunsjø peger samtidig på, at Trump bryder med sin tidligere retorik, når han taler om et »venskabeligt« forhold til Kina.

Trump sagde efter mødet med Xi Jinping, at de to parter havde »indgået mange aftaler«.
Trump sagde efter mødet med Xi Jinping, at de to parter havde »indgået mange aftaler«. Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix

Alligevel vurderer professoren, at de to lande fortsat vil være fanget i en supermagtsrivalisering i den kommende tid, som vil påvirke både verdensordenen og de to lande selv.

Ifølge Tunsjø skyldes det, at Kina ønsker at dominere sin egen region, hvilket kræver, at USA skubbes tilbage. 

Omvendt ønsker USA ikke, at Kina opnår en dominerende position i Østasien.

Topmødet mellem Donald Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, sluttede fredag, men statsbesøget kastede ingen større handelsaftale af sig.