Under et pressemøde onsdag aften i Det Hvide Hus blev det slået fast, at USAs præsident Joe Biden »absolut ikke« overvejer at træde tilbage.
Debatten har ellers raset, siden Bidens debat mod den tidligere præsident Donald Trump, hvor hans præstation fra flere sider blev beskrevet som usikker.
Og som det første demokratiske kongresmedlem opfordrede Lloyd Doggett tirsdag Joe Biden, til at trække sig fra præsidentvalget i november i USA.
Men på pressemødet onsdag forklarede Joe Bidens pressesekretær Karine Jean-Pierre, at Bidens præstation under den diskuterede tv-debat blandt andet skyldes, at han har været »forkølet og haft jetlag«.
»Det er de to ting, der opstod. I hørte det i hans stemme under det debatten,« sagde hun.
Mads Dalgaard Madsen, der er tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington, D.C., har set pressemødet.
Han mener fortsat, at Joe Biden står svækket tilbage.
»Joe Biden står meget svækket. Bare fordi han siger, han kæmper videre, så betyder det ikke, at demokraterne bliver mindre bekymret – nærmest tværtimod,« siger han.
Ifølge Mads Dalgaard Madsen afhænger det af de kommende meningsmålinger i USA, om der kommer ro på de kritiske demokrater eller ej.
»Vi skal holde øje med de målinger der kommer i de næste par dage, hvis de er dårlige så kan andre demokrater begynder at råbe endnu mere op,« siger USA-eksperten.
