»Vi kan se i materiale fra islamisk stat og Al-qaeda, især under corona-tiden, at man opfordrer til at udnytte de vestlige landes lidt svækkede beredskab til at mobilisere angreb.«

Sådan lyder det fra Mona Kanwal Sheikh, der forsker i terrorbevægelser, ved Dansk Institut for Internationale Studier, efter torsdagens terrorangreb i Frankrig, hvor tre personer mistede livet i en kirke i Nice.

Et af ofrene fik sågar skåret halsen over.

Senere på dagen torsdag blev en bevæbnet mand skudt og dræbt af politiet, efter han truede forbipasserende, og en mand forsøgte at angribe det franske konsulat i Saudi-Arabien.

En pårørende til offeret for knivangrebet torsdag i Nice græder foran kirken.
En pårørende til offeret for knivangrebet torsdag i Nice græder foran kirken. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

»Det er nogle alvorlige angreb. Det lader til, at bevægelser som Al-qaeda i deres propaganda-materiale opfordrer til, at man bruger metoder som f.eks. knivangreb. Den type angreb er nemme at planlægge, uden det bliver opdaget af efterretningstjenesterne,« siger hun.

Den formodede gerningsmand, der angreb kirken i Nice, er en 21-årig tunesisk migrant.

»Frankrig har i mange år kæmpet med nogle migrant-miljøer. Samtidig har landet en meget markant profil, når det kommer til at forsvare ytringsfrihed,« siger Mona Kanwal Sheikh.

Det er det tredje terrorangreb inden for kort tid i Frankrig – senest blev en fransk skolelærer halshugget af en 18-årig tjetjensk islamist, fordi læreren havde vist Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Den franske præsident Macron besøger gerningsstedet i Nice.
Den franske præsident Macron besøger gerningsstedet i Nice. Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

Drabet fik flere franske medier til at bringe tegningerne, der første gang blev bragt i 2015 i satiremagasinet Charlie Hebdo.

Om angrebene i Frankrig nu betyder større fokus på Danmark for terrorister, er svært at sige noget endegyldigt om, mener forskeren:

»Siden Muhammed-krisen i 2005 har vi haft et højt trusselsbillede, og vi har været i højt beredskab. Vi har set den danske efterretningstjeneste afværge angreb tidligere i år. Men det er ikke til at sige, om der vil ske noget i Danmark,« siger Mona Kanwal Sheikh.

Hun påpeger dog, at der altid vil være en fare for en ‘copy-cat-effekt’ – altså personer, som forsøger at efterligne angreb i halen på et andet.

Et offers lig transporteres ud af kirken i Nice. I alt tre mennesker mistede livet ved angrebet.  
Et offers lig transporteres ud af kirken i Nice. I alt tre mennesker mistede livet ved angrebet.   Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

For forskeren er det endnu mere sprængfarligt, at der samtidig sker en eskalering af konflikten mellem ytringsfrihed og ærekærhed overfor religion. Senest da præsident Erdogan i en tale onsdag kaldte det en æressag at forsvare profeten Muhammed.

»Der er to meget dominerende fortællinger; den ene er, at ytringsfriheden er eksistentielt truet af islamister, og den anden er, at islam er truet af Vestens forhånelser. Begge måder at se konflikten på mobilserer en masse følgere, og vi har også set eksempler på, at landene eskalerer deres retorik over for hinanden,« siger hun.

Siden drabet på den franske lærer er Frankrig blevet mål for en boykot fra lande i den arabiske verden og navnlig Tyrkiet.

Det sker som reaktion på, at præsident Macron har svoret at inddæmme radikale islamister og forbyde lande som Saudi-Arabien og Tyrkiet at sende imamer til Frankrig for at prædike ved franske moskéer.