I ugevis har amerikanske mæglere med intense forhandlinger forsøgt at få russiske og ukrainske parter til at enes om en fredsaftale.
Men den ser efterhånden ud til at være dødsdømt, lyder det fra en ekspert.
I slutningen af november præsterende USA – anført af præsident Donald Trump – en 28-punkts fredsplan.
En plan, som sidenhen har været igennem russiske, europæiske og ukrainske hænder, og som ser ud til at gå i vasken:
»Jeg tvivler meget på, at der bliver enighed om en fredsaftale. Det er i det hele taget uklart, hvad der er tilbage af den oprindelige plan, og hvad der ligger på bordet nu,« forklarer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker hos DIIS.
I den oprindelige fredsaftale var et centralt ukrainsk stridspunkt, at landet skulle anerkende områderne Krim, Luhansk og Donetsk som værende russiske.

Og det er stadig her, uenigheden blandt andet opstår, siger Flemming Splidsboel:
»Dér, hvor forhandlingerne står nu, er der tale om de afgørende punkter, såsom hvem der skal have hvilke territorier, og om Ukraine skal have en sikkerhedsgaranti indskrevet,« forklarer han.
Udadtil har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, givet udtryk for, at samtalerne med de mæglende amerikanere har været »konstruktive, men ikke lette«.
Og fra Vladimir Putins toprådgiver Yuri Ushakov har det lydt, at det stadig kræver »radikale ændringer« i aftalens indhold, hvis Rusland skal acceptere den, skrev Sky News søndag.

Og fordi Rusland og Ukraine dømmer hinandens ændringer i fredsaftalen for uacceptable, vurderer eksperten, at der ikke kommer nogen aftale nu.
Alligevel forklarer Flemming Splidsboel, at vi i sidste uge blev klogere på, hvilken retning forhandlingerne er på vej i.
Natten til fredag offentliggjorde Trump-administrationen landets nye nationale sikkerhedsstrategi.
Her tales der om et hurtigt stop for kamphandlinger i Ukraine, mens USAs udenrigspolitik skal bygge på at skabe 'betingelserne for stabilitet inden for Europa og strategisk stabilitet i forhold til Rusland'.

Det kan måske lyde fornuftigt.
Men ifølge Fleming Splidsboel betyder strategien, at USA nu forpligter sig til at levere fred i Ukraine. Derfor vil Donald Trump være villig til at lægge et massivt pres for at lande en aftale.
»Bagtæppet for forhandlingerne er nu blevet endnu mere tydeligt. USA vil lukke krigen hurtigt, og Ukraine skal nok give indrømmelser for at nå dertil. Og så skal Rusland inviteres ind i det internationale samfund igen,« siger han.
»Alt peger i retning af en fremtidig aftale, der er gunstig for Rusland,« siger eksperten.

I den forbindelse fremhæver han, at sikkerhedsstrategien er blevet rost af Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
For den »svarer på mange måder til vores vision«, sagde Peskov ifølge Ritzau i et interview med russisk tv søndag.
Derfor kan et fremtidigt forslag fra amerikanerne indeholde store indrømmelser fra ukrainerne:
»En fredsaftale er en høj prioritet, og vi er tæt på, at der sker noget. Jeg tror, at vi ser USA presse ukrainerne inden for nogle måneder,« siger Flemming Splidsboel.
»Et senere udspil kan vise sig at være dårligere, end det vi så i slutningen af november,« siger han.
