Rusland har søndag fremsat en advarsel mod Danmark – og nu kommer dansk ekspert med bud på, hvad advarslen dækker over.
Det skriver Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet, på X, efter at Kreml har sagt, Danmarks støtte til Ukraine tvinger Rusland »til at træffe passende foranstaltninger for at sikre landets sikkerhed, herunder militærtekniske foranstaltninger«.
Claus Mathiesen mener, at militære tekniske foranstaltninger betyder 'militærmaterielt tiltag'.
»Det vil formentlig sige noget med flere fly og fartøjer i Østersøen. Det kan også indebære øget øvelsesaktivitet. I hvilket omfang Rusland har ressourcer at sætte bag truslerne er mere usikkert,« mener Claus Mathiesen.
Det er Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov, som i et interview med et statskontrolleret russisk medie retter et skarpt blik mod Danmark – og mod de danske kampfly, som bliver doneret til det ukrainske militær.
Interviewet har dog ikke fået danske politikere til at ryste.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) noterer sig, at det ikke er første gang, »den russiske udenrigsminister rasler med sablen«, som han skriver:
»Det tager jeg med ophøjet ro. Det er fuldkommen legitimt at støtte Ukraines evne til at forsvare sig selv, og vi vil fortsætte vores støtte. Det er Rusland, der er aggressoren her,« skriver han på X.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er meget på linje med sin kollega.
Han siger til TV 2, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark. Og så minder han om, at Danmark er medlem af NATO, hvorfor vi kan få hjælp, såfremt der skulle opstå en konflikt:
»Det er udtalelser, vi har set før fra russisk side og fra Lavrov. Det har til hensigt at skræmme de lande, der bidrager til at støtte Ukraines kamp for frihed. Så jeg ser det som en del af en meget velorganiseret propagandakampagne mod de vestlige lande,« siger han om de russiske udtalelser.
B.T. har tidligere talt med Flemming Splidsboel, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), der kalder interviewet for en klar trussel og eskalering. Læs den historie her.