Da professoren ved DTU Space, John Leif Jørgensen, først hørte om USAs præsident, Donald Trumps, planer om etablere et nyt forsvarssystem tænkte han: 'Åh nej'.

Han frygter en ny verdenskrig inden for 10 år, hvis planerne lykkes. Det er dog ikke en holdning, alle eksperter deler.

'The Golden Dome of America', den gyldne kuppel, hedder præsidentens nye påfund. 

På et pressemøde tirsdag viste Donald Trump sin nye plan, der via satellitteknologi i rummet, skal sikre, at USA i fremtiden er rustet mod fjendtlige atommissiler. 

Et forsvarssystem, der er inspireret af Israels 'Iron Dome' og den tidligere præsident Ronald Reagans visioner om samme omfattende forsvarssystem fra 1983 kaldet 'star wars'. 

Her ses Israels forsvarssystem i aktion. "Det virker mod stenalderraktetter," siger John Leif Jørgensen.
Her ses Israels forsvarssystem i aktion. "Det virker mod stenalderraktetter," siger John Leif Jørgensen. Foto: Jalaa Marey/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I Reagans tid tillod datidens teknologi ikke et så kompliceret system. 

Men meget er sket siden, og nu mener Donald Trump, at han kan være manden, der indkapsler det amerikanske land med et missilsystem, der kan skyde missiler ned fra rummet. 

Dét som hans forgænger ikke kunne formå. 

Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Ifølge rumforskeren John Leif Jørgensen kan projektet stå færdigt om 10 år, det er omfattende, men ud fra et teknologisk perspektiv, er Trumps missilsystem muligt:

»Dog vil jeg vurdere ud fra et økonomisk aspekt, at projektet ikke er realistisk,« siger professoren ved DTU Space.

Congressional Budget Office vurderede tidligere i maj, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Golden Dome kan komme til at koste op til 831 milliarder dollar, hvilket svarer til 5.850 milliarder danske kroner. 

Til sammenligning har Danmarks forsvarsministerium bevilliget 58,5 milliarder kroner til forsvar i 2025.

Derudover har forslaget allerede mødt massiv modstand i Kongressen fra konservative og demokratiske politikere, der ligesom John Leif Jørgensen, anfægter økonomien og det potentielt skadende våbenkapløb, som systemet kan medføre.

Doktrin om gensidig afskrækkelse 

»Alle de gensidige afskrækkelsesmetoder, som har givet fred siden anden verdenskrig er baseret på gensidig garanti for ødelæggelse,« siger professoren, der henviser til, at Pakistan og Indien begge har atomvåben. 

Ingen af dem har brugt dem, da det vil resultere i en øjeblikket gengældelse.

»Men hvis projektet bliver etableret, er det en afskaffelse af gensidig sikkerhedsgarantier, for så vil USA være det eneste land i verden med dét system,« siger professoren.

Derfor mener forskeren, at den gyldne kuppel kan starte en verdenskrig inden for 10 år, da USA giver andre nationer mulighed for et 'first strike'. 

»Det er det, der er min frygt. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere, der råber op. I min optik er det her meget alarmerende,« lyder det.

Rens van Munster, seniorforsker ved DIIS, arbejder med risici og potentielle katastrofer. 

Han giver professoren fra DTU Space ret i, at stabiliteten i vores verdenssamfund lige nu skabes på grund af gensidig afskrækkelse. En 'hvis de angriber, gør vi også'-metode, der har virket ind til nu.

Leif John Jørgensen siger, at projektet vil kræve opsendelsen af 20.000 satellitter i rummet.
Leif John Jørgensen siger, at projektet vil kræve opsendelsen af 20.000 satellitter i rummet. Foto: Steve Nesius/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men hvis Donald Trump lykkes med sit kuppelprojekt, kan man ifølge ham med rette være bekymret. 

»Det kommer til at starte et våbenkapløb af dimensioner. Læg dertil, at stormagterne kommer til at få usikkerheder om hinandens intentioner, hvilket kan få tingene til at eskalere,« siger han.

»Min primære bekymring er, hvordan USA vil blive opfattet. Hvis systemet fungerer, kan andre stormagter se USA som et land, der vil slå til først - uanset om det passer eller ej. Disse forestillinger kan drive modstanderne til at handle militært på baggrund af frygt. Det er her den virkelige fare ligger,« understreger han.