Det har længe været kendt, at plastikaffald er en af naturens største udfordringer, men en ny undersøgelse viser, hvor omfangsrigt problemet er.
Man har nemlig kigget nærmere på øgruppen Cocos-øerne, og der har man gjort et skræmmende fund.
Det amerikanske medie CNN skriver, at man har fundet intet mindre end 414 millioner stykker plastikaffald på øerne.
De fleste af de 27 øer er endda ubeboede. Man mener at vide, at der i alt bor omkring 500 mennesker på øerne.
De 414 millioner stykker plastik løber op i omkring 238 ton.
Jennifer Lavers var i spidsen for studiet af øerne, og hun mener, at undersøgelser som disse kan være afgørende for klodens eksistens.
»Plastikforurening er nu alle steder i vores oceaner, og fjerntliggende øer er et ideelt sted at få et objektivt billede af mængden af plastikaffald, som flyder rundt på kloden,« siger hun til CNN.
»Øer som disse er som kanariefugle i kulminer, og det bliver mere og mere vigtigt, at vi reagerer på de advarsler, som de giver os,« forklarer Jennifer Lavers.

I gamle dage tog minearbejdere kanariefugle med ned, og hvis kulilten var for høj, så ville fuglene dø og dermed sende et signal til minearbejderne om, at de skulle søge væk.
Blandt de 414 millioner stykker plastikaffald fandt man i omegnen af en million sko og 370.000 tandbørster.
Ø-gruppen tilhører Australien, og de omtaler sig selv som Australiens sidste uspolerede paradis.
Geografisk er man 2750 kilometer fra storbyen Perth.


