»Det kunne lige så godt have været mig.«

Sådan siger ekskonen til den norske topadvokat Tor Kjærvik efter, at deres fælles søn mandag aften skød og dræbte ham.

Kjærviks 36-årige søn opsøgte ifølge politiet den kendte forsvarer i hans i hjem i forstaden Røa i Oslo kort før klokken 21 mandag aften.

Nu er han sigtet for drabet på faderen og drabsforsøg på sin stedmor, som nåede at flygte fra stedet.

Tor Kjærviks hjem i Røa i Oslo, hvor han blev skudt og dræbt.
Tor Kjærviks hjem i Røa i Oslo, hvor han blev skudt og dræbt. Foto: Ole Berg-Rusten
Vis mere

Til den norske avis Dagbladet fortæller Kjærviks ekskone, som er mor til den formodede drabsmand, at hun længe har frygtet, at det ville gå galt for sønnen.

»Jeg har ventet på, at noget skulle ske, og frygtede dette. Det kunne lige så vel have været mig, som var blevet dræbt,« siger hun og fortæller om en søn, som har kæmpet med psykisk sygdom hele livet.

Lige siden 10-års alderen har han ifølge moren lidt af angst og tvangstanker.

Det var først og fremmest frygten for, at sønnen ville gøre skade på sig selv, som fyldte hos Kjærviks ekskone. Men hun indrømmer også, at hun selv var bange for sønnen, når han havde sine dårlige perioder.

»Jeg er ikke overrasket over, at han skød sin egen far. Jeg har i lang tid frygtet, at jeg kunne blive dræbt, eller at han kunne komme til at gøre noget mod mig,« siger moren til det norske medie Nettavisen.no.

Hun forklarer også, hvordan hun gennem hele sønnens opvækst har forsøgt at hjælpe ham. En kamp, som hun beskriver som »at kæmpe med håndjern på.«

I dagene efter drabet på den højtprofilerede forsvarsadvokat skrev flere norske medier, at det angiveligt var en lang og bitter familiekonflikt mellem far og søn, der var motivet til drabet.

Det afviser hans ekskone. Hun kender ikke til nogen splid mellem de to. Hun medgiver, at forældrenes skilsmisse for over 20 år siden tog hårdt på sønnen, men efter hendes mening er det ikke det, der ligger bag drabet.

Foto: Ole Berg-Rusten
Vis mere

Hendes teori er, at sønnens i forvejen syge og følsomme sind er blevet yderligere udfordret under coronapandemien, hvor han er blevet mere isoleret uden job og venner.

Efter drabet meldte sønnen sig selv til politiet. Han samarbejder med myndighederne og har erkendt de faktiske forhold. Han har dog endnu ikke forholdt sig til skyldsspørgsmålet, skriver Dagbladet.

Den drabssigtede søn blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger.

Han skal efter alt at dømme mentalundersøges for at fastslå, hvorvidt han har været tilregnelig i gerningsøjeblikket.