Intet nyt er nok desværre lig med meget dårligt nyt, er frygten efterhånden.

For den tidligere spanske arbejdsminister Fátima Báñez er torsdag morgen stadig savnet efter onsdagens tragiske togulykke i Spanien.

Den tidligere arbejdsminister rejste med det røde Iryo-tog, der blev hårdest ramt i ulykken. Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix

Og ifølge El Pais er der i hendes parti, Partido Popular, efterhånden »udbredt sorg over situationen« – for det er nu mere end et døgn siden, at de to tog stødte sammen på strækningen mellem Madrid og Sevilla.

Antallet af dødsfald er torsdag morgen steget til 69.

Det er ligeledes bekræftet, at Fátima Báñez var ombord på det ene af togene, da hun skulle til møde i Sevilla.

Men siden har der ikke været nyt om, hvad der er sket med hende. Om hun lever eller er omkommet eller stadig ligger tilskadekommet et sted.

Juanma Moreno, der er præsident for Partido Popular i Andalusien, har ifølge ABC sagt:

»Det gør mig ondt, for vi er venner og kolleger. Hun var på vej for at være sammen med os.«

Slægtninge til Fátima Báñez rejste onsdag til ulykkesstedet for at være på nærmeste hold.