En person er blevet begæret fængslet in absentia, mistænkt for drabet på Salwan Momika, der blev skudt og dræbt i januar.

Det oplyser senioranklager Rasmus Öman til det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi har et godt billede af hændelsesforløbet, og efter omfattende tekniske undersøgelser og gennemgang af indsamlede overvågningsoptagelser er en person blevet begæret fængslet in absentia på stærke beviser, mistænkt for mord, siger han.

- På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvor den mistænkte befinder sig, tilføjer Rasmus Öman, som leder efterforskningen.

Den nu afdøde Salwan Momika kom til Sverige fra Irak i 2018.

Han blev offentligt kendt i Sverige såvel som i andre lande, da han i 2023 brændte flere koraner af.

Sent om aftenen den 29. januar i år blev han skudt og dræbt i en lejlighed i den svenske by Södertälje. Han blev 38 år.

På tidspunktet for drabet var han i gang med en livestream på det sociale medie TikTok.

Ifølge vidner, der fulgte med i udsendelsen, gik han ud på altanen for at ryge, hvorefter der blev hørt skud. Det skriver TT.

Fem mænd blev anholdt få timer efter drabet, men de blev senere løsladt, og i marts indgik de ikke længere i efterforskningen.

Siden da har politiet ikke haft nogen mistænkte. I maj sagde anklageren til TT, at mordet kunne ende som en såkaldt "kold sag" efter sommeren, hvis der ikke kom et gennembrud.

Nu ser det ud til, at man har fundet en ny mistænkt. Ifølge den svenske avis Expressen befinder vedkommende sig i Iran.

Der vil ifølge anklagemyndigheden være grundlovsforhør om den nye varetægtsfængsling fredag.

Dagen efter mordet i januar skulle Stockholms tingsrätt - svarende til byretten i Danmark - have afsagt dom i en sag, hvor Salwan Momika var tiltalt for "hetz mod en befolkningsgruppe".

Han var tiltalt sammen med Salwan Najem. De to trampede blandt andet på koraner, pakkede dem ind i svinekød og satte ild til dem.

Najem blev i februar idømt en betinget dom samt dagsbøder. Retten vurderede, at hensigten med koranafbrændingerne var at udtrykke foragt mod muslimer.

/ritzau/TT