Ransagning af en personlig advokat for en tidligere præsident er en svær beslutning, forklarer professor.

Føderale efterforskere har onsdag ransaget den tidligere Trump-advokat Rudy Giulianis lejlighed.

Dermed intensiveres efterforskningen af Giuliani og hans forbindelser til Ukraine.

En advokat for Giuliani har bekræftet, at den 76-årige tidligere borgmester for New York City har fået sin lejlighed og sit kontor på Manhattan ransaget. Flere mobiltelefoner er blevet beslaglagt.

Ransagningskendelsen indeholder blandt andet en beskyldning om, at Giuliani ikke har registreret sig korrekt som udenlandsk agent og dermed har brudt lobbylovgivning.

Op til præsidentvalget i 2020, hvor Donald Trump tabte til Joe Biden, stod Giuliani i spidsen for et forsøg på at grave smuds op om Biden og sønnen Hunter i Ukraine.

Bob Costello, som er advokat for Giuliani, forsvarer imidlertid sin klient og kalder efterforskningen politisk motiveret.

Føderale anklagere har i omkring halvandet år set nærmere på Giuliani.

I november 2019 forsøgte de at få fingre i oplysninger om betalinger til Giuliani som del af en efterforskning. Det viste en stævning set af Reuters.

Anklagere undersøgte blandt andet, om Giuliani var involveret i hvidvask af penge, svindel, brud på regler om kampagnefinansiering og en række andre punkter.

Mens en ransagningskendelse i sig selv langtfra betyder, at Giuliani rent faktisk har foretaget sig noget kriminelt, er det et signal om, at efterforskerne mener, at der er ugler i mosen.

Derudover viser den, at efterforskerne har været i stand til at overbevise en dommer om, at en ransagning vil kunne give resultater. Det forklarer Jessica Levinson, som er professor ved Loyola Law School i Los Angeles

- Dette er et afgørende øjeblik i efterforskningen, siger hun.

- Det er en stor beslutning at gennemføre en ransagning af en advokat på grund af fortroligheden mellem advokater og klienter. Det er en endnu større beslutning at gennemføre en ransagning af en advokat for en tidligere præsident.

Giuliani er en kendt mand i USA. Han var borgmester i New York City, da angrebet 11. september fandt sted.

Inden han blev personlig advokat for Donald Trump, var han føderal anklager i staten New York.

Efter at Trump ifølge alle større medier havde tabt præsidentvalget i 2020, blev Giuliani ved med at forfølge sager om påstået valgsvindel.

/ritzau/Reuters