Det var formentlig en kortslutning i nogle elektriske installationer, der var årsagen til den omfattende brand i Notre Dame-katedralen i Paris.

Det siger efterforskerne ifølge Sky News.

Tidligere blev det antaget, at det var under den igangværende renovering af kirken, at noget gik galt, hvorved kirken blev antændt.

Men efterforskerne har slået fast, at ingen var på stedet, da branden brød ud mandag kort før klokken 19.

Branden ødelagde store dele af Notre Dame-katedralen.
Branden ødelagde store dele af Notre Dame-katedralen. Foto: EDOUARD MAGRINO/AFP/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Branden ødelagde mandag store dele af interiøret i den 850 år gamle katadral. Flammerne betød også, at spiret kollapsede.

Det lykkedes at redde nogle af kunstværkerne i kirken samt nogle kristne relikvier, blandt andet Kristi Tornekrone.

Efterforskerne har stadig ikke fået grønt lys til at arbejde i katedralen af sikkerhedshensyn.

Dele af kirken er afstivet med planker for at sikre, at den ikke bryder sammen.

Den endelige efterforskning af brandårsagen har derfor ikke kunnet færdiggøres.

Store dele af den ø, kirken ligger på er også fortsat afspærret.

Der er allerede indsamlet mere end 700 millioner euro - over fem milliarder kroner - til genopbygningen af katedralen.

Et arbejde, som Frankrigs præsident Emmanuel Macron lover er tilendebragt i løbet af fem år.