Luksusvarer, plyndret fra butikker under optøjerne i Frankrig, kan nu findes på salgsplatformen Vinted.

Det har de to franske ministre Anna Le Hénanff og Serge Papin oplyst mandag, og derefter kommer de med en anbefaling til platformene om at fjerne annoncerne.

Det skriver BBC.

De to ministre oplyser samtidig, at forhandlerne bag annoncerne vil blive retsforfulgt. 

En talsperson for den online markedsplads 'Vinted' fortæller, at videresalg af stjålne varer tages alvorligt, og at brugere, der udfører dette, kan risikere at blive permanent udelukket fra appen.

Samtidig bekræfter salgsplatformen, at overvågningen af mistænkelige annoncer er øget markant.

Søndag kunne det franske medie Le Figaro fortælle, at flere mænd delte videoer af deres stjålne fangst på sociale medier.

Hundredtusindvis var på gaden i løbet af weekenden, og der var meldinger om hærværk og plyndringer.

Demonstranterne protesterer mod høje leveomkostninger og en samfundsmodel, der ifølge dem ikke sørger for social mobilitet og tryghed.

Flere end 1800 personer blev lørdag anholdt efter demonstrationerne i Frankrig.