De mystiske hændelser har næsten stået i kø henover Europa de seneste måneder. Og i løbet af de seneste uger har politikerne advarsler gjort det samme.

Truslen fra Rusland er stigende. Og vi skal forvente mere, lyder advarslen. Ifølge en førende ekspert er der en særlig årsag til det.

Den ligger hos den russiske præsident, Vladimir Putin, forklarer en af verdens førende eksperter på Rusland og landets præsident i et interview med B.T.

Eksperten er professor Mark Galeotti. Han har studeret Rusland og landets præsident i årevis og har podcasten ‘In Moscows Shadows’, hvor han gør lytterne klogere på det, der sker inden for Kremls mure.

B.T. mødte Mark Galeotti i København i forbindelse med en konference.

Nærmest samtidig afholdt den danske forsvarsminister, Jeppe Bruus, et pressemøde med forsvarschefen og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om det, de beskrev som en stigende trussel fra Rusland.

»Situationen er mere alvorlig nu end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krig,« lød det blandt andet fra forsvarsministeren.

Mark Galeotti har også set de øgede russiske hybride angreb og sabotage mod Europa.

»Jeg mener, det er en tendens, vi har set i hvert fald siden sommeren, og man kan hævde endda før da. At russerne er mere aggressive, tager flere chancer og afprøver nye metoder til at drille og forstyrre os,« siger han. 

Men hvorfor gør Rusland og Putin det netop nu?

Her kan man se, hvor en række af de forskellige mulige hybridangreb er fundet sted de seneste uger. Mere end ti lande har været genstand for mystiske hændelser, hvor mistanken rettes mod Rusland. Google Maps / Frits Adler

Det har den britiske ekspert er bud på.

»Det, Putin prøver på, er to ting. For det første vil han straffe os: straffe os for at støtte Ukraine, straffe os for de vestligt finansierede og vestligt målrettede missiler og droner, der rammer mål inde i Rusland,« siger Mark Galeotti og uddyber:

»For det andet er det hans håb, at han på en eller anden måde kan splitte Vesten.«

Her er det den russiske præsidents håb, at han kan ramme personer i Europa og Vesten, som i forvejen har en tilbøjelighed til at støtte Rusland, som så kan hjælpe med at så splittelse – ikke mindst om støtten til Ukraine.

Den britiske professor og Ruslandekspert Mark Galeotti. Foto: Jeppe Elkjær

»Putin håber, at han kan mobilisere en gruppe mennesker i Vesten, som siger: 'Det her bliver for farligt, det her er ved at komme ud af kontrol. Vi er grundlæggende nødt til at afslutte krigen hurtigt, og det betyder, at vi skal lægge pres på Kyiv for at indgå en aftale med Moskva.' Så det er både følelsesladet og politisk,« siger Mark Galeotti.

Det pres og den mobilisering af mennesker har vi allerede set adskillige eksempler på i Europa.

Det seneste kom i løbet af forrige uge, hvor en gruppe mennesker gik på sociale medier og slog fast, at de ikke var fjender af Rusland.

Det ligner et forsøg på at kontrollere det såkaldte informationsrum i hybridkrigen fra russisk side, hvilket B.T. tidligere beskrevet.

Netop i den del af hybridkrigen har vi i Europa ladet Rusland komme langt foran, mener en ekspert.

»Vi har givet Rusland et kæmpe rum at spille i i informationsfelter. Her kunne vi i Europa godt være mere proaktive i forhold til Rusland,« forklarede Jana Kobzova, der er direktør ved European Council on Foreign Relations ved en konference i København for få uger siden.