En 25-årig afghansk mand er torsdag idømt fængsel på livstid for at have påkørt en folkemængde i München i februar 2025.

En kvinde og hendes toårige datter blev dræbt ved påkørslen, som ramte deltagere i en fagforeningsdemonstration i den sydtyske storby.

Dommen er afsagt af landsretten i München, skriver den tyske avis Bild og nyhedsbureauet dpa.

Den 25-årige mand er kendt skyldig i to drab og 23 tilfælde af drabsforsøg.

Foruden de to dræbte blev adskillige andre såret - herunder flere alvorligt - ved påkørslen. Det er kommet frem i retssagen, at flere af ofrene har fysiske eller psykiske mén og ikke er i stand til at arbejde.

- Man må sige klart og tydeligt, at handlingen havde til formål at ødelægge liv, sagde den ene af sagens anklagere i sin afsluttende kommentar i retten ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ifølge anklagemyndigheden kørte den dømte med en fart på mellem 34 og 42 kilometer i timen ind i folkemængden.

En 37-årig kvinde og hendes toårige datter blev slynget op i luften, da de blev ramt af bilen, og fløj cirka ti meter, inden de faldt til jorden.

De pådrog sig alvorlige hovedskader og døde efterfølgende, skriver Bild.

Gerningsmanden kørte i en Mini Cooper, som ifølge anklagemyndigheden først standsede, da den ikke kunne køre videre, fordi flere mennesker var fanget under bilen.

RITZAU