Den britiske regering har chartret fly for at hjælpe britiske statsborgere med at forlade Jamaica i kølvandet på orkanen Melissas hærgen.
Det skriver BBC.

Den sjældne kategori 5-orkan – den højeste kategori – ramte Jamaica tirsdag og efterlod et spor af ødelæggelse, oversvømmelser og snesevis af døde, da den bevægede sig gennem Caribien.
Op til 8.000 briter menes at befinde sig på den caribiske ø.
Regeringen har ikke specificeret, hvor mange fly der er chartret, men har oplyst, at briter og deres nærmeste familie kan benytte dem, så længe de har gyldige rejsedokumenter.
Mindst fem mennesker er omkommet i Jamaica, og mindst 20 andre dødsfald er bekræftet i Haiti.

Den britiske udenrigsminister Yvette Cooper siger:
»De stærke bånd mellem Storbritannien og Jamaica betyder, at mange britiske statsborgere var der under orkanens hærgen, og vi skal sikre, at de kan komme sikkert hjem, da vi ved, hvor bekymrende og vanskelige de sidste par dage har været.«
