Forfatteren Michael Wolff har sagsøgt den amerikanske præsident Donald Trumps kone, Melania Trump.

Det sker efter, at hun har truet ham med en retssag og et krav om en milliard dollar for, at han har skrevet om hendes påståede forbindelser til afdøde Jeffrey Epstein.

Det skriver NBC News.

I søgsmålet, som er anlagt ved retten i New York står blandt andet:

'Fru Trumps påstande er fremsat med det ene formål at chikanere, intimidere, straffe eller på anden ondsindet måde hæmme hr. Wolffs ytringsfrihed.'

Indlægget vedhæfter et brev, som Trumps advokat, Alejandro Brito, sendte til Wolff, forfatteren til blandt andet bogen 'Fire and Fury', i sidste uge, hvori han kræver, at forfatteren trækker sine offentlige kommentarer tilbage og undskylder for, at han har forbundet sin klient med Epstein, den berygtede sexforbryder.

Han fremsætter »et økonomisk forslag til fru Trump for at afhjælpe den skade, De har forårsaget«.

I Wolffs søgsmål stod der, at han 'har indsamlet mange timers interview af Jeffrey Epstein gennemført over flere år', og at førstedamens juridiske 'trusler også har til formål at lukke ned for en legitim undersøgelse af Epstein-sagen, som Trump-familien og deres samarbejdspartnere på alle måder har forsøgt at hindre og undertrykke.'

Epstein var venner med Donald Trump i 1990erne og begyndelsen af ​​nullerne. 

Epstein begik selvmord i sin fængselscelle i New York i 2019, mens han ventede på en retssag for føderal sexhandel. Hans død udløste adskillige konspirationsteorier og løfter fra Donald Trump og hans allierede under valgkampen i 2024 om øget gennemsigtighed i Epsteins sag og eventuelle medskyldige.