Det ser ud til, at den amerikanske præsident, Donald Trumps, ultimatum mod Venezuela bliver taget dybt alvorligt.
Den 28. november valgte præsidenten at erklære landets luftrum for lukket. Og få dage efter ser det ud til at blive overholdt.
Det viser billeder fra fly-tracking-tjenesten Flightradar tirsdag tidlig formiddag.
Her kan man nemlig konstatere, at der ikke ser ud til at være et eneste militært eller kommercielt fly over det store sydamerikanske land.
Der er ellers en række fly over Venezuelas nabolande som Colombia, Brasilien og Guyana.
Men altså ingen over landet hvor præsident Nicolás Maduro er faldet i unåde hos Donald Trump.

Den 21. november talte de to statsledere i telefon sammen efter flere måneder med højspænding.
Donald Trump og USA har anklaget Venezuela for at stå bag storstilet narkosmugling til USA via både i Det Caribiske Hav.
Det har fået USA til at skyde en lang række i stykker og samtidig flytte store mængder tropper til Caribien – ikke mindst det enorme hangarskib USS Gerald Ford.
Under samtalen den 21. november gav Trump den venezuelanske præsident få dage til at forlade landet, han har været leder for siden 2013.

Deadlinen var fredag den 28., lød det fra Trump.
Den har Nicolás Maduro ikke overholdt. Og derfor gik Trump efterfølgende på Truth Social og skrev, at Venezuelas luftrum nu skulle anses for lukket.
Og det tyder på, at den de facto lukning bliver fulgt, som man kan se på Flightradar.
Krisen mellem USA og Venezuela har efterhånden stået på i flere måneder.
Hvad den bunder i, kan man læse mere om her.

