Stemmerne i svingstaten Georgia er endnu en gang blevet talt om og bekræfter Joe Bidens sejr.
Endnu en omtælling af stemmerne i delstaten Georgia bekræfter mandag, at Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vandt svingstaten.
Det oplyser Georgias indenrigsminister, republikaneren Brad Raffensperger, i en pressemeddelelse.
- Vi har nu optalt lovlige stemmer tre gange, og resultatet er stadig det samme, siger Brad Raffensperger ifølge avisen The New York Times.
Det er anden gang, at de omkring fem millioner stemmer i Georgia er blevet talt igen.
Den første omtælling, hvis resultat blev præsenteret den 20. november, viste også, at Joe Biden vandt delstaten. Og heller ikke en anden omtælling har ændret resultatet.
Omtællingen er blevet foretaget efter ønske fra præsident Donald Trumps kampagnestab.
Stemmerne blev i første omgang talt om manuelt, fordi resultatet mellem de to præsidentkandidater var meget tæt.
Ifølge The New York Times har Joe Biden vundet Georgia med omkring 12.000 stemmer.
Georgia blev før valget anset som en svingstat, hvor valgresultatet ikke var givet på forhånd.
Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til Joe Biden, der af flere store amerikanske medier blev udråbt som vinder den 7. november.
Trump har uden at fremlægge konkrete beviser flere gange sagt, at han er blevet frarøvet sejren på grund af valgsvindel.
Trump og Det Republikanske Parti har derfor bebudet søgsmål mod stemmeoptællingen i Georgia og andre delstater.
Joe Biden vil efter planen blive indsat som USA's 46. præsident den 20. januar.
Men først skal valgmandskollegiet offielt erklære ham vinder af valget.
Det ventes at ske den 14. december, når valgmændene fra de 50 delstater går sammen for at udpege USA's kommende præsident. Her bliver de 538 valgmandsstemmer, der var i spil ved præsidentvalget den 3. november, fordelt.
Valgmænd er repræsentanter, som de enkelte præsidentkandidater har opstillet i hver stat. Når vælgerne stemmer på en kandidat, stemmer de rent teknisk på, at den kandidats valgmænd skal sidde i valgmandskollegiet.
Ifølge amerikanske medier har Joe Biden vundet valget med 306 valgmandsstemmer mod Donald Trumps 232. Der skal 270 stemmer til en sejr.
/ritzau/Reuters/