En jagt på påskeæg i skoven endte som en tragisk hændelse for en ung kvinde, en teenagepige og et kun 10 måneder gammelt barn.

Den kraftige blæst gjorde nemlig, at et 30 meter højt træ væltede ned over en større gruppe mennesker, hvor kvinden, teenagepigen og det lille barn omkom.

En hændelse, der har sendt chokbølger gennem lokalsamfundet. En historie, som TV Syd først bragte.

Det bosted, hvor gruppen af mennesker boede, også de tre omkomne, er i dyb sorg over ulykken.

'En tragisk ulykke skete under en udflugt påskedag, hvilket chokerede hele SterniPark-samfundet dybt. Et faldende træ satte en stopper for den glædelige påskeægjagt,' skriver bostedet SterniPark på deres hjemmeside.

Bostedet takker desuden al redningspersonale lige fra brandvæsen til politi, redningspræster og personale.

I en fælles erklæring sender Slesvig-Holstens delstatsregering søndag eftermiddag også deres kondolencer efter ulykken, skriver tyske NDR.

'Den forfærdelige ulykke nær Satrupholm påskedag har rystet os dybt,' lyder det fra ministerpræsident Daniel Günther, indenrigsminister Magdalena Finke og ungdoms- og familieminister Aminata Touré, der også sender deres tanker til både pårørende og tilskadekomne.