Familien til den britiske teenager Jay Slater, som i sidste måned forsvandt og siden er blevet fundet død på den spanske ferieø Tenerife, kommer nu med et ønske til offentligheden. 

Familien ønsker, at alle deltagere til den afdøde teenagers begravelse den 10. august vil lade det traditionelle sorte tøj blive i skabet og i stedet iføre sig blåt tøj. 

Samtidig ønsker familien, at deltagerne i stedet for at sende blomster til mindehøjtideligheden bruger pengene på en donation til LBT Global, som er en organisation, der hjælper britiske familier, hvis deres pårørende forsvinder i udlandet. 

Det skriver The Sun søndag. 

Det var 17. juni, at den 19-årige murerlærlingen Jay Slater forsvandt, efter han var rejst til Tenerife med nogle venner for at deltage i en musikfestival.

Dagen forinden havde de festet på natklubben Papagayo i turistområdet Playa de las Americas – og om natten skal han have sat sig ind i en bil sammen med to mænd, han havde mødt, hvorefter de forlod området.

Sådan så det ud, da eftersøgningen efter Jay Slater var på sit højeste 26. juni.
Sådan så det ud, da eftersøgningen efter Jay Slater var på sit højeste 26. juni. Foto: Foto: Borja Suarez/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mandag morgen ringede han til en ven og sagde, at han var »faret vild i bjergene, at han ikke var klar over, hvor han var, at han desperat havde brug for noget at drikke, og at hans telefon var på en procent«.

Han gav samtidig udtryk for, at han ville gå den 10 timer lange tur på gåben.

Siden forsvandt han – og en storstilet eftersøgning blev skudt i gang.

15. juli fandt medlemmer af et bjergredningshold fra den spanske civilgarde et lig i nærheden af landsbyen Masca, og efterfølgende fingeraftryk bekræftede ifølge BBC, at der var tale om den savnede Jay Slater.

De spanske myndigheder har oplyst, at den 19-årige unge mand formentlig døde som resultat af »traumer, der stemmer overens med et fald i et område med klippestykker«.

En undersøgelse af liget i Storbritannien har i denne uge bekræftet de spanske myndighederne konklusion om, at den 19-årige mand døde som følge af skader fra et fald på hårdt underlag. 

Andre læser også