I august 2024 vinkede Anne-Sofie Ørkild og Freja Vennervald Sørensen farvel til deres forældre for at rejse til Sydøstasien.

Det blev sidste gang, forældrene så deres døtre i live.

Tre måneder senere døde de to 20-årige sammen med fire andre turister i Laos efter en formodet metanolforgiftning. Anne-Sofie og Freja afgik ved døden på et hospital i Vientiane.

Nu er der faldet dom i sagen, skriver TV 2 Echo, der oplyser, at ti personer fra Nana Backpacker Hostel, hvor de seks turister opholdt sig, er blevet dømt.

Men det er ikke i sagen om Anne-Sofie og Freja, for de laotiske myndigheder har valgt at dele sagerne op, så det er indtil videre kun faldet dom i sagen om den 57-årige amerikanske mand, der blev fundet død i sin seng på hostellet.

Her er personalet dømt for at have destrueret bevismateriale og har fået en bøde svarende til 822 kroner samt 20 dages betinget fængsel.

En alt for mild straf, hvis du spørger Anne Sofie og Frejas forældre. 

»Det føles som om deres liv er blevet gjort op til det beløb, og det synes vi virkelig er til grin,« siger Anne-Marie Ørkild, der udtaler sig på vegne af begge familier, til TV 2 Echo.

Ejeren af Tiger Distillery, det alkoholmærke der mistænkes for at have indeholdt metanol, er ligeledes blevet sigtet. Den sag er endnu ikke ført ved retten.

Forældrene er samtidig frustrerede over den manglende kontakt fra danske myndigheder. 

Først i midten af januar modtog de besked om retssagen fra den danske ambassadør i Vietnam og Laos, og siden har de ikke hørt mere.

I stedet har de fået oplysninger gennem britiske og australske medier samt fra andre berørte familier. De oplever, at disse familier får større opbakning fra deres hjemlande.

Ifølge TV 2 Echo har sagen om Anne-Sofie og Freja været fremlagt for en dommer i Laos, men er sendt tilbage til anklagemyndigheden med henblik på yderligere efterforskning.

TV 2 Echo har forelagt forældrenes kritik til Udenrigsministeriet, der oplyser, at man tager sagen meget alvorligt og følger den tæt.