To danske mænds død med få dages mellemrum på et lavprishotel i Egypten har været omgærdet af mystik. Nu fortæller datteren til den ene mand, at årsagen til hendes fars død var hjertestop.

Det har datteren til Leif Kristensen, Tina Christiansen, fået oplyst af Udenrigsministeriet. Alligevel gør hun sig stadig tanker om, hvad der er sket.

De to venner Leif Kristensen og Verner Strunck fra Esbjerg var på ferie i badebyen Hurghada. De blev begge fundet døde på deres værelser på Elysees Dream Beach Hotel.

65-årige Verner Strunck døde 31.december. Hans søn Alex Strunck talte nytårsdag i telefon med Leif Kristensen, der ifølge sønnen var chokeret. To dage efter det første dødsfald blev 68-årige Leif Kristensen fundet død på sit værelse.

»Udenrigsministeriet har fortalt, at han ifølge deres oplysninger døde af hjertestop,« siger 47-årige Tina Christiansen.

Hun fortæller, at familien i første omgang takkede nej til at få foretaget en obduktion af deres far, fordi de allerede havde fået oplyst dødsårsagen.

Men efterfølgende har Alex Strunck, sønnen til afdøde Verner Strunck, fortalt om de dårlige hygiejniske forhold på hotellet. Sønnen mistænker, at dødsfaldene kan skyldes colibakterier i drikkevand, dårlig mad, eller at nogen har puttet narkotika i deres drinks.

Det fik Tina Christiansen på andre tanker.

»Nu tænker vi, at det måske kunne være en god ting at få det gjort. Men nu kan en obduktion ikke lade sig gøre, fordi liget skulle balsameres, da det skulle flyves hjem,« fortæller Tina Christiansen.

Heller ikke liget af Verner Strunck blev obduceret.

»Jeg har prøvet at få en obduktion af min døde far. Det vil lette nogle tanker, hvis jeg kan få dødsårsagen. Han fejlede ikke noget,« fortæller Alex Strunck til JydskeVestkysten.

Han har også opgivet af få en obduktion af sin far på grund af balsameringen af liget inden hjemtransporten.

I august 2018 mistede et britisk ægtepar livet på et hotel i samme by, Hurghada.

Ægteparret på 69 og 64 år blev fundet omkommet på hotelværelset. Her sagde egyptiske myndigheder, at manden var død af hjertestop, og at konen var død på grund vejrtrækningsproblemer.

Men efterfølgende undersøgte ægteparrets rejsebureau Thomas Cook hotellet og fandt colibakterier.

Tina Christiansen har læst om ægteparret.

»Man kan godt diskutere det underlige i, at et engelsk ægtepar døde i samme by under de omstændigheder,« siger hun.

»Men omvendt kan det også bare være uheldigt, at Verner og Leif dør med få dages mellemrum. Uanset hvad må vi lære at leve med det og tro på det, vi har fået at vide.«

Leif Kristensen efterlader sig seks børn.

Udenrigsministeriets Borgerservice har tavshedspligt i personsager og kan ikke give yderligere oplysninger om dødsfaldene.

Men Udenrigsministeriet oplyser, at ambassaden i Kairo samt Udenrigsministeriets Borgerservice har ydet konsulær bistand til de pårørende i de to sager.