26. august 2025 er en dag, der sent bliver glemt i Australien.

Her opsøgte ti politibetjente den 56-årige australier Dezi Freeman på hans bopæl i den lille by Porekunhah nordøst for Melbourne. 

Politiet dukkede op med en ransagningskendelse efter anklager om seksuelle overgreb.

Dezi Freeman åbnede angiveligt ild mod betjentene, hvor han dræbte to og sårede en. Derefter flygtede han ud i bushen. 

Politiet sagde dengang, at han havde flere kraftige skydevåben og ekspertise i 'bushkraft', hvilket betyder, at man besidder særlige færdigheder til at overleve og navigere i naturen. 

Den lille by nordøst for Melbourne var efterfølgende lukket ned i flere dage.

I de seneste seks måneder har flere end 500 politifolk været involveret i eftersøgningen af Freeman, hvor der undervejs også har hængt en dusør over hans hoved på 4,5 millioner dollar. 

Omfanget gjorde Dezi Freeman til Australiens mest eftersøgte mand.

Men mandag morgen kort før klokken 8.30 fik sagen en ende, skriver BBC.

Victoria Police kunne oplyse, at Freeman blev dræbt af politiet på en ejendom i det nordøstlige Victoria.

En talsmand for Police Association Victoria sagde efterfølgende ifølge australske ABC, at drabet var et skridt fremad, men at de liv, han ødelagde, aldrig bliver de samme igen. 

»Det mindsker ikke traumet, giver ikke de liv tilbage, der blev hensynsløst stjålet, eller mindsker den kollektive frygt og sorg, som denne tragiske hændelse har påført politiet og offentligheden.«

Chefkommissær i Victoria Police, Mike Bush, fortalte på et pressemøde mandag morgen, at den dræbte havde muligheden for at overgive sig på fredelig vis, men at han valgte ikke at gøre det.