To uger efter at et fragtskib gik på grund ud for Phukets kyst, er olierester skyllet op på flere strande på den sydlige del af øen.
Lokale myndigheder frygter en varig indvirkning på rev og turismeøkonomi.
Det skriver Le Figaro.
Det normale blå vand er til dels blevet farvet sort på Thailands mest berømte turistø efter, at et fragtskib sank i Det Indiske Ocean 7. februar.
Skibet 'Sealloyd Arc' sank på vej til Bangladesh, og der blev spildt cirka 1.700 liter olie i havet. To uger senere skyllede olien i land.
Ya Nui-stranden på den sydlige del af øen er berørt, ligesom flere små øer i provinsen. Olien har også forurenet Banana Beach på øen Ko He, et populært sted for besøgende, der søger krystalklart vand.
Til AFP siger lokalpolitikeren Chalermpong Saengdee:
»Dette er meget bekymrende, fordi hændelsen fandt sted for to uger siden, men situationen forbedres ikke, og den udgør en trussel mod havlivet og kystrevene.«
Vraget ligger på 60 meters dybde, hvilket komplicerer arbejdet for dykkere, der har til opgave at inddæmme olieudslippet.
