Opdateret: VG skriver nu, at to personer er bekræftet omkommet efter en lavine i Hemsedal. Klokken 11:10 modtog politiet meldingen om en lavine i Hemsedal. På tidspunkt oplyste de, at én person af fire var savnet. Næsten en time efter kom en melding om, at personen var fundet og livsreddende førstehjælp blev igangsat.

Fire personer er blevet ramt af en lavine mandag formiddag – en af dem er endnu ikke fundet.

Det skriver NRK.

»Jeg ved ikke noget om skadeomfanget hos de tre, vi har kontakt med, men der er grund til at tro, at de er kommet til skade,« siger operationsleder i Sør-Øst politidistrikt, Roger Aaser til NRK.

Mandag formiddag modtog redningstjenester ifølge mediet en melding om en lavine i Hemsedal, mens en større gruppe befandt sig i Halsane-området i Hemsedal.

Alle tilgængelige ressourcer – herunder en helikopter – er sendt til området. 

Politiet fortæller til NRK, at deres fokus udelukkende er at redde liv.

Desuden oplyser de, at de ikke ved, om der er tale om folk, der er vant til at færdes i fjeldet eller hvilken slags udstyr de har med sig.

Roger Aaser ved ikke, hvor stor lavinen har været, eller om der er risici for flere nye laviner i området.

Hemsedal er et populært skisportsområde i Norge, hvor mange danskere hvert år rejser til, for at stå på ski.