Rastløsheden var i top, da Jens i begyndelsen af 2022 gik i cirkler om sig selv i sin lejlighed.

Den 50-årige mand var netop blevet skilt fra sin kone og manglede noget at tage sig til.

Men så skete der noget.

Den 24. februar 2022 om morgenen var nyhedsfladerne fyldt med én altoverskyggende historie: 

Putin og den russiske hær havde påbegyndt en invasion af Ukraine.

»Da jeg så nyhederne, fik jeg med det samme lyst til at tage afsted. Jeg blev vred og manglede et eller andet at give mig til,« siger Jens.

Og heldigvis for Jens bød muligheden sig hurtigt til.

Et par af Jens' tidligere venner, der i 2022 arbejdede i den ukrainske efterretningstjeneste, tog fat i ham og spurgte, om han ville komme til Ukraine og hjælpe med at træne nogle unge finskytter.

Nu tænker du måske: Hvorfor kender man folk i den ukrainske efterretningstjeneste? Og hvorfor kan Jens træne finskytter?

Det lader vi selv Jens svare på:

»Lad os sige, at jeg har lavet noget privat kontraktarbejde rundt omkring i verdenen. Så vil jeg ikke sige mere,« lyder det kryptisk fra Jens, der med undtagelse af en håndfuld ture til Danmark har været i Ukraine siden invasionen i 2022.

Jens sammen med en masse andre soldater i Ukraine

Jens' fortid med 'privat kontraktarbejde' har skabt et behov for adreanalin i hans krop, så derfor takkede han ja til kort efter invasionen at tage til Ukraine for at hjælpe.

I det østeuropæiske land ventede et hold af ukrainske soldater.

»Jeg startede med at træne nogle unge fyre i Mykolajiv, hvor vi havde base i en gammel busstation. Det handlede om helt basal opførsel på slagmarken og selvfølgelig træning i at være finskytte,« fortæller Michael.

Men det var ikke kun træning, som ukrainerne ønskede fra Michael.

De ville også gerne trække på hans egne kvaliteter på slagmarken.

»Fra 17. marts 2022 og frem til december samme år kæmpede jeg også som finskytte. Det var en anden krig dengang, og russerne kom væltende ind fra alle steder, så der var stort fokus på at eliminere,« siger Michael.

Han uddyber det sidste:

»I 2022 blev man betalt for det arbejde, man udførte. Hvis man ødelagde en tank eller andet materiel, fik man penge for det. Hvis man eliminerede en russisk soldat, var det det samme.«

Det betyder også, at Jens alene i 2022 havde et 'kill count' - bekræftede drab af russiske soldater - på lige under 100.

Jens har været finskytte i Ukraine. Her ligger han med en riffel.

Tallet er siden oversteget 100.

De efterfølgende mange år har dog været anderledes, da droner har fået en større indflydelse på krigen, og at de to fronter derfor ikke er lige så tæt på hinanden.

»Der er næsten ikke brug for folk som mig herover længere. Ting som langdistanceskydning eksisterer næsten ikke i dag - i stedet handler det bare om at holde hovedet nede, fordi der er så mange droner,« siger Jens.

Derfor har han også de seneste år primært hjulpet med at træne både ukrainske og udenlandske soldater.

Med andre ord: Den adreanalinhungrende dansker får ikke opfyldt alle sine behov.

»Om jeg keder mig? Helt vildt. Det er da røvsygt at sidde i et eller andet hus og uddanne nogle dumme briter. Men der er så mange folk, der regner med mig hernede, så derfor bliver jeg her,« siger han.

Læs med i morgen, hvor B.T. taler med Jens om, hvordan dronerne har ændret krigen for ham i Ukraine.