Ni personer har mistet livet efter et skyderi i Johannesburg natten til søndag.
Nu er en menneskejagt skudt i gang.
Det oplyser det lokale politi ifølge Reuters.
Skyderiet fandt sted kort før klokken 01.00, hvor omtrent 12 personer åbnede ild mod en bar.
De befandt sig i en hvid minibus og en sølvfarvet Sedan. Skuddene fortsatte, mens folk forsøgte at flygte fra baren.
Blandt de dræbte er en taxachauffør, der opholdt sig uden for baren, fortæller Fred Kekana, der er politikommissær i provinsen Gauteng, til den sydafrikanske tv-station SABC.
De sårede er ifølge politiet blevet bragt til hospitalet, og politiet har iværksat en eftersøgning efter gerningsmændene.
Skyderier sker med jævne mellemrum i Sydafrika, som har en af de højeste drabsrater i verden. I perioden april til september i år, skete der i gennemsnit 63 drab om dagen, viser statistik fra sydafrikansk politi ifølge AFP.
Det er især misbrug og bandevold, som bidrager til statistikken.
For omkring to uger siden trængte bevæbnede mænd ind på et vandrehjem nær landets hovedstad Pretoria, hvor de skød og dræbte mere end ti personer. Blandt de dræbte var et tre-årigt barn.