Fredag blev en 25-årig kvinde alvorligt såret, efter at et skyderi fandt sted i en sportshal i byen Älvsjö, en forstad til Stockholm.

Siden da har svensk politi jagtet gerningsmanden. Og nu har de anholdt to personer.

Det skriver Aftonbladet.

Politiet bekræfter, at »to mænd i de ældre teenageår« er blevet anholdt tidligt lørdag morgen og mistænkt for drabsforsøg.

Fredag aften blev politiet kaldt ud til Kämpetorp Skole i Älvsjö til meldingen om, at en person var blevet skudt i en sportshal ved skolen. Den 25-årige kvinde blev straks kørt til hospitalet, hvor hun lørdag morgen stadig er indlagt til behandling.

Kvindens pårørende er underrettet.

Politiet forsøger stadig at finde ud af, hvorfor kvinden helt præcist blev overfaldet.

Ved siden af sportshallen, hvor det skete, blev der spillet en fodboldkamp. Politiet har både afholdt en række afhøringer og har en masse overvågningsoptagelser, de nu skal gennemgå, ifølge mediet.