Det er ellers ikke de mest venskabelige toner der har lydt mellem Danmark og USA, siden Trump-administrationen trådte til i januar 2025.

Men nu kommer Trumps højre hånd, Marco Rubio med en sjælden høflig gestus.

I et opslag på Facebook markerer den amerikanske ambassade i Danmark dagen og hylder '225 års venskab og uafbrudte diplomatiske forbindelser'. 

»Som allierede opretholder USA og Danmark et fælles engagement i transatlantisk sikkerhed og regional stabilitet. Vi værdsætter Kongeriget Danmarks rolle i Arktis, dets vedvarende bidrag til sikkerheden og dets bemærkelsesværdige innovationsånd.«

»Ud over vores sikkerhedssamarbejde udvides vores samarbejde fortsat gennem handel og investeringer, som bidrager til vores lange venskab,« skriver Rubio blandt andet i opslaget.

Opslaget kommer kun få dage, efter udenrigsminister Marco Rubio ved en kongreshøring blev spurgt, om han var klar over, at Grønland hører til det danske kongerige.

»For nu,« lød svaret fra ham. 

Danmark og USA har ved flere lejligheder sat forholdet og diplomatiet på prøve på grund af Trumps vedvarende krav om at overtage Grønland.