Én person er blevet anholdt efter skibsulykken ved Tjörn.

Det skriver Aftonbladet.

Kaptajnen af det fragtskib, der tirsdag aften kolliderede med en families båd, er blevet anholdt, skriver mediet.

»Jeg har anholdt chefen dels på grund af flugtrisiko, fordi han er bosiddende i et land uden for Norden og EU, og dels på grund af utilbørlig påvirkning af den strafferetlige efterforskning, for eksempel af vidner,« siger ledende anklager James von Reis, der leder den indledende efterforskning.

Nu skriver det norske medie Dagbladet, at kaptajnen er russer.

Det bekræfter rederiet, der ejer fragtskibet, Misje Rederi, til mediet. Her lyder det videre, at alle skibets syv besætningsmedlemmer er russere.

Kollisionen fandt sted klokken 22 tirsdag aften.

En mor og en datter blev efterfølgende meldt savnet, mens faderen og sønnen blev reddet i land.

Der har efterfølgende udspillet sig et omfattende eftersøgningsarbejde, der blev indstillet onsdag formiddag.

Både datteren og moderen blev senere fundet døde.

Kaptajnen er blevet anholdt under mistanke om uagtsomhed i søtrafikken.