Efter skandale: Britisk parti får to rekordhøje milliondonationer
De enorme donationer kommer samtidig med, at britisk politi for nylig har indledt en efterforskning af partiet Reform UK.

De enorme donationer kommer samtidig med, at britisk politi for nylig har indledt en efterforskning af partiet Reform UK.

Det strømmer ind med millioner hos det britiske højreorienterede parti Reform UK.
På blot to dage har partiet, som Nigel Farage står i spidsen for, modtaget to donationer på samlet 72 millioner pund, svarende til omkring 628 millioner danske kroner.
Det skriver BBC.
Lørdag modtog partiet 36 millioner pund fra kryptovalutainvestoren Christopher Harborne.
Dermed matchede han den rekordstore donation, som partiet fik blot dagen forinden.
De to donationer er således hver især de største enkeltstående donationer, der nogensinde er givet til et parti i Storbritannien.
Fredag modtog Reform UK også 36 millioner pund fra kryptovalutamilliardæren Ben Delo, som i 2022 blev idømt 30 måneders fængsel i USA for at have overtrådt amerikansk finanslovgivning.
Han blev dog benådet af den amerikanske præsident, Donald Trump, i 2025.
Ben Delo har forklaret, at donationen skal sikre »en fair kamp og lige konkurrencevilkår«.
De enorme donationer kommer samtidig med, at britisk politi for nylig har indledt en efterforskning af Reform UK, som er mistænkt for at have overtrådt reglerne for kampagnebidrag.
Mistanken udspringer blandt andet af en skjult optagelse offentliggjort af britiske Channel 4, hvor to højtstående medarbejdere i Reform UK tilsyneladende diskuterer, hvordan valglovgivningen kan omgås for at sikre partiet donationer fra udlandet.
Reform UK har afvist beskyldningerne om regelbrud. Nigel Farage har ifølge Nettavisen hævdet, at medarbejderne blev lokket i en fælde.