Fire stemte for. En stemte imod.

Dermed står det nu klart, at der i amtet Los Angeles er blevet erklæret undtagelsestilstand.

Årsagen er de igangværende føderale immigrationsrazziaer, skriver nyhedsbureauet AP, ABC News og CNN.

Ved at have erklæret undtagelsestilstand har det amerikanske amt – der ligger i delstaten Californien – fået mulighed for at hjælpe beboere, som de mener er blevet økonomisk ramt af immigrationsmyndighedernes indsats i området.

Eksempelvis giver tiltaget LA County Board of Supervisors mulighed for at yde huslejebistand til lejere, der er kommet bagud med betalingen som følge af razziaerne mod immigranter, skriver CNN.

Den lokale undtagelsestilstand kan også kanalisere statslige midler til retshjælp og andre tjenester, lyder det.

Hen over sommeren har den amerikanske immigrationsmyndighed – Immigration and Customs Enforcement, der også blot omtales som ICE – intensiveret sine immigrationsrazziaer.

Det er noget, der har spredt frygt i immigrantmiljøerne, hvor mange har valgt at holde sig inde og ikke gå udenfor.

»Vi har beboere, der er bange for at forlade deres hjem, vi har vælgere, der kontakter mit kontor, fordi deres familiemedlemmer aldrig kom hjem, og de ved ikke, om de er blevet taget af ICE, eller hvor de er blevet taget hen,« lyder det ifølge CNN fra Janice Hahn, der var en af dem, der fremsatte ønsket om at stemme om undtagelsestilstanden i amtet:

»Vi har hele familier, der nu er uden midler, fordi deres fædre eller mødre er blevet taget fra deres arbejdspladser, og de har ingen måde at betale deres husleje eller sætte mad på bordet.«

Siden juni har Los Angeles-området været en slagmark i for den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans administrations mere aggressive immigrationsstrategi, hvor man blandt andet har indsat Nationalgarden i storbyen.